
Lakridssmåkager med tranebær er nok den slags småkager, der forsvinder hurtigst her i huset. Det lader til, at de fleste bager dem til jul, men det rækker ikke hos os. Jeg bager dem på alle tider af året, for jeg er gift med en lakridselsker.
Kombinationen af lakrids og tranebær ér bare virkelig godt tænkt, og jeg må jo hellere straks gå til bekendelse: Jeg har ikke opfundet den selv. Kun justeret lidt, da jeg synes, der var for få tranebær i den oprindelige opskrift.
Småkager – hvor ofte bager du dem?
Egentlig er lakridssmåkager en undtagelse i mit køkken. Sagen er nemlig, at jeg næsten aldrig bager småkager.
Og så dog.
For jeg bager jo småkager til jul. Og det sker også ret ofte, når vi ikke har andet sødt i huset. Og småkager er også en god lille eftermiddagssnack om sommeren, når vi tager kaffe med til stranden (hvor vi ikke klare os uden Jyttes kardemommebiscotti).
Så det er vist mere i min idealverden, jeg ikke bager – og ikke spiser – småkager …
Lakridssmåkagerne skylder jeg Hanne æren for (eller skylden?). Hun var den første, der serverede småkager med lakrids for mig. Og av, der blev mine i forvejen lidt kompromitterede principper udfordret: Hendes småkager med lakrids og tranebær smager simpelthen så afsindig godt – og de er så sprøde – at principperne røg langt ind bagerst i skabet.
Så er du advaret.
Som sagt har jeg givet opskriften lidt ekstra tranebær – så der bliver sprød småkage og sejt tranebær i hver eneste mundfuld. Hvis du vil have ekstra luksus, så tjek de tørrede tranebær fra Colombani. Nej de er ikke billige. Men jeg har aldrig smagt så gode tranebær …

OBS! Lav dejen til lakridssmåkager i god tid
Lige en vigtig detalje, når du bager lakridssmåkager: Dejen skal være helt kold, næsten frossen, før du kan skære den i skiver. Så lav den dagen før, du vil bage – eller i hvert fald nogle timer før.
Til gengæld får du en god stor portion dej, så du kan bage friske småkager på et øjeblik – mere end én gang. Bare bag af en rulle ad gangen, og lad resten ligge i fryseren til næste gang, småkagesulten nærmer sig.
Pludselig har jeg alligevel friske småkager ret ofte *suk*!
Det er virkeligt lækre småkager, der er super lette at bage. Og jeg er vild med at portionen er så stor. Så kan der altid ligge noget i fryseren,
Skønt at høre, Sanne. Jeg har det nøjagtigt som dig – hvis jeg alligevel skal lave dejen, kan jeg lige så godt lægge på lager med det samme :-)