Brownies er en af de ting, der altid er i sæson – men brownies med hindbær er måske alligevel lidt mere en sommerbrownie? I hvert fald hvis du vil pynte med friske hindbær, og du ikke vil flyve hindbær ind fra den anden ende af verden.
Nå, jeg lavede dem nu faktisk uden for sæson og brugte frosne hindbær. Det gik fint. Især gik det rigtig fint at få dem afsat, da familien kom på besøg :-)
Hemmeligheden bag de bedste brownies
Egentlig er det ikke spor hemmeligt. Det er bare en forklaring – og forklaringen på, hvordan du får den bedste smag er næsten altid den samme. Gode råvarer (og okay – vær god ved dem).
Så hvis dine brownies med hindbær skal have smæk på chokoladesmagen, må du finde en chokolade med smæk på cacaoprocenten. Helst over 65. Og ikke den billigste, du kan opdrive.
På samme måde med sukkeret. Sukker er ikke bare sukker (det kan du læse mere om i mine tips her), og til brownies giver det mening at vælge sukker, der skruer max op for smagen. Altså – mørk muscovado.
Hindbær fra butikkerne smager sjældent af særlig meget, så hvis du har dem i haven, er du heldig. Vi andre må klare os med det, vi får serveret i Netto …
Hindbærbrownies med blank, krakeleret overflade
Hvordan får du den blanke overflade, spurgte min datter. Og ja, det synes jeg også hører til en brownie, og det er ikke svært. Det kræver blot, at du pisker æggesnapsen g-r-u-n-d-i-g-t. Den skal være hvid og luftig. Det kan sagtens tage mere end 5 minutter.
Så altså, tålmodighed. Det er ikke min spidskompetence, men jeg har fundet en model, hvor skålen og håndpiskeren kan passe sig selv, mens jeg ordner resten. Det er noget med en fugtig klud på kanten af skålen, som så holder håndmixeren. Tør ikke love, det virker med din skål og din mixer. Men måske har du en maskine, der fint passer sig selv.
Og hvis din hindbærbrownie skal få den helt rigtige tunge feeling, så bag gerne i god tid. Den er endnu bedre i morgen, når den har sat sig lidt. Du kan opbevare den ved stuetemperatur eller lidt køligere. Ingen grund til køleskab, der bare gør den helt stiv.
Vil du prøve andre brownies?
Man må gerne have mere end én browniefavorit. Jeg har fire. Så tjek også de her tre:
Hej Bodil, jeg lavede din fine brownie i dag!
Men det virker underlig at bage den ved 150 grader, som der står i opskriften? Jeg har aldrig set en kage blive bagt ved så lav temperatur, og rigtig nok var min brownie efter 25 minutter ved 150 graders varmluft stadig mere dej end kage.
Måske var det en slåfejl? Eller måske er min ovn bare virkelig koldt, det er også sket før…
Men i hvert fald tak for opskriften!
Mvh Katja
Hej Katja, tak for dit spørgsmål!
Faktisk bager jeg den ved 150 grader, og det kan man godt, når man bager med varmluft. Men jo altså kun hvis ovnen er 150 grader – og der er din og min ovn vist ikke helt enige om, hvad det er … ;-) Jeg måtte lige en tur tilbage i min mors gemmer, for hun var den første, der lavede en kogebog til varmluftsovne for MANGE år siden. Og jo, ganske rigtigt: Hun bagte formkager ved bare 140 grader. Og det er gennemtestet utallige gange, men altid med et kontroltermometer, for ovnen kan man desværre sjældent stole på. Generelt skal man skrue temperaturen 10-20 % ned, når man bager med varmluft frem for almindelig ovn. (Dog ikke når du bager gærdeje, der elsker høj varme. Her skal tiden bare være kortere i stedet, men det er en anden snak).
Så er der selvfølgelig også det med brownies, at de ikke skal bages for meget – så bliver det nærmest bare en chokolade-sandkage. Men flydende skal den selvfølgelig ikke være. I get your point.
Jeg håber, du og din ovn blev enige om en temperatur, der fik bagt din brownie – ikke for meget og altså heller ikke for lidt!
Fortsat god bagelyst!
Kh Bodil