Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Brosten med romglasur opskrift

Brosten er ikke ligefrem den mest berømte julesmåkage, men hvis du spørger mig – og ganske mange i min familie – så er det den bedste. Den allerbedste. Den bager vi hvert år og ofte faktisk flere gange.

Opskriften her er med fordej, og den forudsætter, at du går i gang mindst en måned i forvejen. Hvis det ikke lige er aktuelt, så fortvivl ej: Brug dejen fra mine honninghjerter! Den er uden fordej, og det er næsten den eneste forskel.

Romglasur gør underværker!

Hvis du kender smagen af honninghjerter, kender du også smagen af brosten. Og så alligevel ikke. For ud over at sådan en honninghjertesmag er indbegrebet af jul i én småkage – så er romglasur den ultimative prik over i’et. Vi kæmper altid med at ramme lige præcis det punkt, hvor glasuren er så tyk, så den bliver glat, når den størkner – og så tyk, at man får masser af romglasur med hver eneste bid af en brosten.

Brosten med romglasur opskrift

Brosten skal være bløde – som honninghjerter

For øvrigt, du skal ikke være bange for, at brosten er hverken tunge eller hårde. De skal behandles som honninghjerter, altså ligge i køleskabet nogle dage, når de er nybagte – og så bliver de bløde og lækre.

Nu prøver jeg med en opskrift på en god stor portion brosten, så mon ikke den holder.

Brosten med romglasur - min bedste småkage til jul

Desserter og kager

Rækker til: 100 stk.

Forberedelse: 15 minutter + hviletid

Tilberedning: 12-15 minutter

Til dejen skal du bruge:

  • 150 g sirup/honning
  • 150 g farin
  • 100 g smør
  • 1,5 dl orangemarmelade
  • 1,5 tsk stødt nelliker
  • fintrevet skal af to citroner
  • 2 æg
  • 1,5 tsk hjortetaksalt
  • 500 g mel

Til romglasuren skal du bruge:

  • Mørk rom
  • Flormelis

Sådan laver du dejen:

  1. Smelt sirup/honning, farin, smør og marmelade ved svag varme. Tag det af varmen. Tilsæt så resten af ingredienserne, og rør det godt sammen.

  2. Sæt dejen køligt nogle timer eller døgn, som det passer bedst.

  3. Tag dejen ud på køkkenbordet, og rul den i lange pølser. Skær dem i stykker , så du kan trille kugler på størrelse med en 2-krone – ca. 10 g pr. stk. Sæt dem på bagepapir, og gør plads til, de flyder lidt ud.

  4. Bag dem ved 160 grader varmluft i 12-15 minutter, til de er lysebrune. Lad dem køle af på en bagerist.

  5. Læg dem i en skål eller et fad med et fugtigt viskestykke over, og sæt dem køligt 3-5 dage, til de er blevet bløde.

Sådan glaserer du dine brosten:

  1. Rør rom og flormelis sammen til en god tyk glasur. Dyp brostenene i glasuren – bare med toppen. Sæt dem på bagepapir eller en bagerist, så glasuren kan størkne.

  2. Opbevar brostenene i en kagedåse. Læg smørrebrødspapir mellem lagene, så de ikke klæber sammen.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.