Følg med her:
Citrussalat med myntesukker og pistacie
Citrussalat – nem, frisk og farverig
Citrussalaten sætter friskhed og farve på bordet, og den er supernem at lave. Bare skær skrællen af citrusfrugterne, skær dem i skiver, og anret med på et fad med granatæbler og hakkede pistaciekerner. Det særlige ved opskriften er myntesukkeret – et lille raffinement, der både pynter og giver salaten et frisk og sødt twist.
Jeg lavede salaten i blodappelsinsæsonen – i det tidlige forår – og jeg synes, det er en herlig måde at bruge blodappelsinerne på. Man kan virkelig smage dem med deres kraftfuld smag af sødt, syrligt og lidt bittert. Og farvespillet er en sag for sig!
Der er forskel på de “almindelige” appelsiner, og derfor er det en god idé at ha’ lidt lime i baghånden. Salaten skal være frisk og syrlig.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til citrussalaten skal du bruge:
- 3 appelsiner (evt. delvis blodappelsiner)
- 1 grapefrugt
- 1 dl granatæblekerner
- 30 g salte pistacienødder (vejet uden skaller)
- ½ lime (saften – kan udelades)
- 2 spsk olivenolie
- salt
Til myntesukkeret skal du bruge:
- 40 g sukker (gerne rørsukker)
- ½ bundt mynte (bladene)
Sådan gør du:
- Skær skrællen af citrusfrugterne med en skarp kniv, og skær frugterne i skiver. Arranger dem på et fad.
- Frigør granatæblekernerne. Afskal pistacienødderne, og hak dem groft.
- Pil bladene af mynten, gem lidt til pynt. Put resten i en minihakker sammen med sukkeret, og kør, til mynten er fint hakket.
- Kør en saltkværn over salaten – bare en smule, godt fordelt. Giv den evt. også lidt lime (hvis appelsinerne er meget søde) og olivenolie, hvis du synes. Pynt citrusskiverne med granatæble, myntesukker (efter smag – du skal næppe bruge det hele), pistacienødder og lidt mynteblade. Server!
Myntesukker i stedet for dressing
Citrusfrugterne er så saftige i sig selv, så det ikke rigtig giver mening at give salaten en dressing. Men myntesukkeret giver lige citrussalaten en twist. Og det er virkelig nemt at lave. Bare kør en lille håndfuld mynteblade med sukker i en minihakker. Farven bliver nærmest lysende grøn – skriggrøn! – så myntesukkeret både pynter og smager.
Du kan ikke lave så lidt myntesukker, som du skal bruge i opskriften – der skal lige være blade og sukker nok til, at det bliver hakket i maskinen. Men du kan sagtens gemme resten i køleskabet til en anden dag. Brug det fx som topping på en grapefrugt.
Citrussalat – til hvad?
Jeg bruger citrussalaten til brunch, hvor jeg elsker, der er noget frisk frugt. Men den er også rigtig god som tilbehør fx i det nordafrikanske eller det indiske køkken.
Hvorfor bliver blodappelsiner røde?
Det særlige ved blodappelsinen er både smagen – syrlig, sød og en smule bitter – nogle siger, den minder om hindbær – og selvfølgelig farven. Blodappelsinen får kun den røde farve, hvis den har fået lave nattetemperaturer. Så man kan ikke bare flytte et blodappelsintræ til et andet sted og forvente samme udbytte. Måske appelsiner – men de bliver ikke røde, hvis appelsinen ikke får sin nattekulde.
En rigtig vinterappelsin! Sæsonen er typisk kort – fra omkring jul og til det tidlige forår.