[Reklame for Valsemøllen]

Det er næsten synd, der ikke følger duft med billederne. For de grove surdejsboller med kerner dufter saligt af de hårdt bagte kerner udenpå – og kardemommen indeni.
Det er også næsten synd, der ikke følger lyd med, når jeg sætter tænderne i. For kernebollerne knaser lystigt! Skorpen er sprød, og kernerne nærmest springer i begejstring for hver bid.
Og selvfølgelig er det synd, du ikke kan smage mine lune kerneboller lige fra ovnen. Med ost og marmelade – med hummus og avocado – eller bare med smør i tandhøjde.
Faktisk er der kun én ting at gøre: Bag dine egne! Og vær gavmild med kernerne. De gør hele forskellen.

Grove surdejsboller med alt det go’e
Kernebollerne er en variation over mine surdejsboller – godt krudtet op med alt det gode fra den grove hylde: Sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, rugkerner, havregryn og stenformalet mel. Bagekraft fra manitoba med højt proteinindhold. Og jeg bager dem økologisk fra A til Z.
Alt det grove giver en lidt tættere bolle end en hvid, let bolle. Men den smager og mætter helt forrygende.
Og så det knasende bid, altså …

Har du lyst til andre surdejsboller?
Alle mine opskrifter på surdejsboller udspringer af min grundopskrift, som er skudsikker og grundigt forklaret – også for dig, der ikke er så trænet i surdejsfaget endnu.
Men har du lyst til variation, så tjek for eksempel:
Valnøddeboller med surdej – en klassiker
Gulerodsboller med surdej – virkelig saftige!
Havreboller med æble og kanel – den skønneste morgenmadsbolle
Og hvis du vil læse lidt op på det med at pleje en surdej, så finder du et længere skriv om det her.
Når du skriver ‘rugkerner – klar til brug’ betyder det så at du har sat dem i blød inden eller?
Hej Janni, rugkernerne hedder ‘klar til brug’, en grøn pose fra Finax. Hvis du ikke kan finde dem, kan du bruge almindelige rugkerner og sætte dem i blød. Eller, hvis du har travlt, koge dine kerner 17-20 minutter :-)
Mine debutboller med surdej…..mums de er gode😋
Tak for det….
Knus Lisbeth
Skønt Lisbeth! Også Evas favorit for tiden. Og kan du lave dem, kan du lave dem alle :-)
Knus Bodil