Følg med her:
Bønnehummus – grøn hummus med krydderurter
Vil du gerne have en blød og cremet hummus, så lav den med butter beans. Smørbløde er de, og sammen med friske krydderurter får du en flot grøn bønnehummus til dip, tilbehør eller sandwich.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 dåse butterbeans (drænede)
- ½ bundt persille
- 5 stilke frisk mynte
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 1 citron (2-3 spsk citronsaft)
- evt. lidt vand
- salt
Til servering fx også:
- citronbåde
- agurkestrimler
- ristede pinjekerner
- hvidløgsspirer
- fladbrød
Sådan gør du:
- Pil bladene af persille og mynte. Pil hvidløg, og hak i mindre stykker. Blend det hele i blender eller foodprocessor.
- Blend til du har en cremet bønnehummus. Tilsæt evt. 1-2 spsk koldt vand.
- Smag til og køl af.
- Server med ønsket tilbehør.
En hummus uden tahin
Egentlig er det sært, at butterbeans ikke er lige så almindelige i hummus som kikærter. For de er – helt uden hokus pokus – virkelig velegnede til en cremet hummus. Og de har en mildere smag, der ikke kræver så meget modspil. Derfor har jeg lavet denne bønnehummus uden tahin, og den smager frisk og dejligt af persille, mynte og citron.
Bønnehummus til alt muligt …
Bønnehummus af butterbeans er fremragende i en bolle, hvor du kan supplere med lidt soltørrede tomater, salater og stegte grønsager, hvis det skal være ekstra lækkert. Ellers bare som et hurtigt mellemmåltid på en skive brød eller et stykke knækbrød. Eller som dip. Eller som tilbehør til din aftensmad. Eller som spread i en madpandekage. Eller hvad ved jeg … Det er en slags grøn afveksling til hummus, og den smager bare godt.
På billederne serverer jeg den som dip med sprøde chips, jeg har lavet af nogle arabiske fladbrød, jeg har købt. Bare skær dem i trekanter, og giv dem en tur i brødristeren. Og de skal endelig ikke være for friske – de bliver nemmest sprøde, hvis de allerede er blevet lidt tørre 🙂
Bønner til mange gange butterbean hummus?
Jeg lagde en hel pose tørrede butterbeans i blød natten over og kogte dem til morgen. Så er der bønner nok til flere gange, og de holder sig fint i fryseren. Husk, at store bønner suger ufattelig meget vand, når de bliver sat i blød. Og husk at kassere vandet både fra iblødsætning og fra kogning.
Du kan også sagtens bruge bønner fra dåse, som jeg skriver i opskriften.