Følg med her:
Asiatisk dressing med miso
Her får du en smagsmættet asiatisk dressing, der lynhurtigt sender dine danske grøntsager til de varme lande!

Asiatisk dressing – lille indsats, stor smag
Der er nogle ting, jeg elsker atl have på lager i mit køleskab. Salatdressing er afgjort en af dem, og ud over min faste vinaigrette har jeg fået en ny favorit: En asiatisk dressing, der kan lidt af hvert. Og samtidig kan trylles frem på ti minutter. Alligevel smager den som om, man har stået i køkkenet noget længere.
Den asiatiske dressing er en lille umami-bombe, der kan pifte alt fra simple råkostsalater til nudelbowls og dampede grøntsager op. Du ved, den slags, hvor du tager en bid – og så tænker: Hov, hvad er det, der smager så godt? Svaret finder du i det asiatiske køkkens balance mellem salt, sødt, syrligt og lidt skarpt. Med et lille hint af ingefær og en intens umamismag fra miso.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 2 fed hvidløg
- 1 skalotteløg
- 15 g frisk ingefær (valgfrit)
- 2 spsk soya
- 2 spsk balsamico eddike
- 2 spsk vineddike
- 1 spsk miso (efter eget valg)
- 1 spsk brun farin
- 3 spsk olivenolie
- 4 spsk rapsolie
- 2 spsk sesamolie
Sådan gør du:
- Pil hvidløg og skalotteløg, og skær i grove tern. Trim ingefæren, og skær i tynde skiver.
- Tilbered dressingen med en blender eller stavblender: Put hvidløg, skalotteløg, ingefær (evt.), soya, balsamico, vineddike, miso og farin i blenderen, og kør, til det er findelt og jævnt.
- Tilsæt olivenolie, rapsolie og sesamolie, og kør, til dressingen er jævn.
- Hæld dressingen i et opbevaringsglas eller en flaske, og opbevar på køl.
Hvorfor asiatisk dressing er et must i mit køkken
Jeg elsker, hvordan en asiatisk dressing kan give nyt liv til selv de mest beskedne grøntsager. Har du et halvt rødkål, et par gulerødder og lidt koriander liggende? Bum – så har du en farvestrålende råkost, der både knaser og smager af noget.
Og den her dressing kan så meget mere end bare salater. Jeg bruger den også som marinade til fx fisk eller kylling. Eller som lynhurtig sovs til dampede ris og grøntsager, når aftensmaden helst skal være klar, før nogen når at spørge “hvad skal vi have?”.
Det bedste er næsten, at ingredienserne til en asiatisk dressing er nogen, jeg næsten altid har i skabet: soya, eddike, brun farin, miso, olie og hvidløg. Og så selvfølgelig et skvæt sesamolie – det lille trick, der får det hele til at dufte, som om du er trådt direkte ind i et japansk køkken.
Sådan bruger jeg min asiatisk dressing
Nogle dage vender jeg bare en stor skål snittet rødkål, revne gulerødder og koriander i dressingen, tilsætter mukimamebønner og drysser med peanuts og sesam – frokost lige efter mit hoved. Andre gange drypper jeg lidt asiatisk dressing over en dampet fisk eller bruger den som dip til friske forårsruller.
Mulighederne er uendelige – så faktisk ender jeg altid med at lave dobbelt portion. (Tip: Dressingen kan sagtens holde sig en uge eller to – hvis den altså ikke bliver slubret inden).

En asiatisk dressing med miso – hemmeligheden bag den gode smag
Jeg plejer at sige, at miso er lidt som tryllestøv i køkkenet. Bare en lille skefuld giver en dybde og en umami, man ellers skal arbejde lidt for i det vegetariske køkken. I den asiatisk dressing kan du bruge både mørk og lys miso – den lyse giver en mild og rund smag, mens den mørke er lidt kraftigere. Men begge fungerer super sammen med den salte soya, den søde farin og den syrlige eddike.
Vil du have et ekstra frisk pift, så tilsæt lidt revet ingefær. Det gør dressingen endnu mere aromatisk – uden at den bliver for skarp. Og hvis du har lyst til at skrue op for styrken, kan du altid blende et lille stykke frisk chili i også (eller brug chiliflager).
