Følg med her:
Kaneldressing med citrus
Kaneldressing er en fræk og krydret dressing, der passer supergodt til rødkålssalat - eller rødkålsråkost, om du vil. Hvis du laver en appelsinsalat, kan du også give den et eksotisk pift med kaneldressingen.

God dressing til rødkål, æbler og appelsiner
For mig er kaneldressing en rigtig vinterdressing – der passer godt sammen med vinterhalvårets rødkål og citrusfrugter. derfor bruger jeg den oftest i det sene efterår, til jul og så længe der er rødkålssalater, gode æbler og appelsiner i farvandet. Jeg bruger den fx til denne rødkålssalat med æble. Du kan også prøve den til en appelsinsalat eller en råkost.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 3 cm ingefær
- 2 økologiske appelsiner
- 1 rød grape
- 1 tsk stødt kanel
- ½ tsk stødt kardemomme
- ¼ tsk stødt allehånde
- ¼ tsk stødt nelliker
- en smule vaniljepulver (ikke vaniljesukker)
- salt og en smule peber
- 2 tsk flydende honning (smag til)
- ½ dl neutral olie
Sådan gør du:
- Rens ingefær, og riv den fint.
- Riv skallen af appelsinerne fint.
- Pres saft af appelsiner og grape.
- Ryst alle ingredienser – undtagen olien, godt sammen i et glas med låg. Tip: Hvis du tilsætter olien med det samme, vil krydderierne binde sig til den. Krydderierne bliver bedre fordelt, når du blander dem i dressingen inden olien.
- Tilsæt olien, og ryst igen. Smag til.
Min kaneldressing er lavet på appelsin (saft og skal) og grapefrugtsaft – og krydret godt med kanel, men også et ordentligt skud frisk ingefær plus kardemomme, nelliker, allehånde og vanilje. Masser af smag til dine vintersalater!
Hvis du bruger dressingen i en rødkålssalat, kan du sagtens lade den stå og marinere nogle timer – eller glæde dig til en rest i morgen. Det bliver rødkålen bare mere mør og lækker af.
