Følg med her:
Afrikansk gryderet – vegetarret med peanutbutter
Den er hurtig, den er fyldig og cremet: En nem afrikansk vegetarret – eller i hvert fald afrikansk inspireret – som du kan have klar på 3 kvarter. Fyldet kan enten være græskar eller sød kartoffel.
Jeg havde allerede alle ingredienserne i huset, og du vil også hurtigt kunne finde de fleste i din Netto eller hvor du nu handler. Ikke så mange eksotiske ting der.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 700 g græskar (hokkaido eller butternut – eller sød kartoffel)
- olivenolie
- salt og peber
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 1,5 tsk paprika
- 1 rød chili (test smagen og juster)
- 20 g frisk ingefær
- 2 dåser hakkede tomater
- 1 dl peanutbutter
- 1 dåse kikærter
- 1,5 dl kokosmælk (eller grøntsagsfond)
- salt og peber
- frisk lime
Til servering kan du bruge:
- Frisk koriander (chiliflager og lime)
- Ristede peanuts (jeg foretrækker usaltede)
- Ris
Sådan gør du:
Sådan gør du:
- Start med græskarret (eller søde kartofler): Skyl, skræl og skær i mundrette tern.Butternut skal skrælles, det er ikke nødvendigt med hokkaido og søde kartofler.
- Sæt ris over, hvis du vil have det til.
- Vend ternene i olivenolie, salt og peber, bred dem ud på bagepapir, og sæt dem i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 20 minutter.
- Imens: Hak løget groft og hvidløget fint. Hak chilien fint, og riv ingefæren fint.
- Varm olien op i en gryde, og steg løg og hvidløg ved svag varme, til løgene er klare. Tilsæt chili, ingefær og paprika, og vend rundt. Tilsæt de hakkede tomater og peanutbutter, og rør rundt, til peanutbutteret er smeltet og fordelt.
- Tilsæt græskar/søde kartofler samt kikærter og kokosmælk, og varm det hele godt igennem. Smag til med salt, peber og lime.
- Pynt med peanuts, chiliflager og koriander. Server!
Vegetarret på afrikansk-ish
Det afrikanske består i kombinationen af peanutbutter, tomat og liflige krydderier: Paprika, chili, hvidløg og ingefær. Og så et squeeze lime til sidst. Krydderierne ikke bare smager godt – jeg synes også, krydret mad mætter hurtigere. Måske bare fordi jeg virkelig synes, jeg får en smagsoplevelse ud over bare kulhydrat, fedt, protein, fibre og den slags …
Og så skader det vel heller ikke, at retten får en skøn varm farve, der næsten minder om en afrikansk savanne i solnedgangen 😉
Afrikansk vegetarret, der mætter
Jeg lavede min gryderet med peanutbutter og butternut squash – som jeg allerede havde. Men i stedet for butternut squash kan du sagtens bruge enten søde kartofler eller hokkaido. Vegetarer skal selvfølgelig også have protein, og det klarer jeg med en dåse drænede kikærter, der passer rigtig godt ind.
Du kan også servere ris eller fladbrød til. Og du kan lave saucen, som du helst vil ha’ den – tynd, så der er noget til risene. Eller tykkere, så du næsten kan spise det hele med en gaffel.
Tjek altid din chili, før du hælder den i retten!
Der er stor forskel på chilier, også selvom de hedder det samme eller endda ligger i den samme pakke. Så test altid, før du bare bruger løs. Siger jeg af erfaring. Jeg bruger oftest bare de mest almindelige fra supermarkedet (fireflame), men nogle gange smager de som rød peber – andre gange brænder de som ind i …
Tip! Tøm køleskabet i din afrikanske vegetarret
Den afrikanske gryderet er en ret robust sag, der tåler andre grøntsager også. Du kan fx bruge aubergine eller squash – bag dem også i ovnen først. Et tilsæt et par groft hakkede friske tomater, blomkål i små buketter eller rød peberfrugt. En håndfuld frisk spinat – tilsættes lige før servering. Prøv dig frem!
Du kan også skifte kikærter ud med 2 dl linser. Så skal du bare huske at tilsætte dem sammen med 2 dl grønsagsfond og koge dem i saucen, til de er møre.
Tip om ristede peanuts
Jeg foretrækker usaltede peanuts til min mad, men meget gerne ristede. Og hvor finder man dem? Jeg køber dem afskallede og helt naturel hos min lokale grønthandler, og så giver jeg dem en tur i ovnen. Se mere om det her.
Skal der salat til din gryderet?
Retten rummer egentlig det hele, men derfor kan man jo godt få lyst til en frisk salat. Jeg ville nok lave en spidskålssalat med lidt syrlig frugt med en dressing af grapefrugtsaft med lidt frisk ingefær. Eller måske denne her med koriander.
Andre vegetar gryderetter
Elsker du også gryderetter – dem man bare kan slubre i det uendelige? Så har jeg et par forslag mere:
Hejsa
Meget lækker opskrift 🙂 Jeg lavede selv min peanutsbutter af saltede peanuts og intet andet i mini hakkeren. Det var en succes.
Bh. Camilla
Hej Camilla,
tak for din kommentar – det er dejligt, du kan bruge opskriften. Og endda selv producere peanutbutter. Det har jeg ikke haft tålmodighed til endnu, men godt at vide, det også er en mulighed. Et godt tip til andre 🙂
Kh Bodil
Lækker, Lækker ret.
Supplerede græskar med squash og brugte røde linser i stedet for kikærter 🙂
For at få lidt knas i retten tilsatte jeg små tern af peberfrugt lige før servering.
Hej Bettina, tak! Det lyder alt sammen skønt – og som en improvisation, jeg også vil sætte pris på. Du har helt ret, den kan godt bruge lidt knas 🙂 Kh Bodil
Virkelig skøn og mættende ret. Tak for opskrift.
Hej Ulla, tusind tak for din kommentar. Det bliver jeg meget glad for at høre 🙂 Kh Bodil
Sikke en skøn opskrift ! Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg bruger den 😀
Hej Christina, ih, det er jeg da glad for at høre. Tak for at skrive – det er en lille gave til bloggen. Kh Bodil