Følg med her:
Vegetarisk curry med rødbeder og kokosmælk
En ny variation af vegetarisk curry
Måske har du set, jeg har en vegetarisk curry med blomkål, og den er virkelig et hit herhjemme. Men en dag var der for lidt blomkål i køleskabet – til gengæld havde jeg nogle bagte rødbedetern. Så kom de i curryen, og en ny favorit var født.
Det er sjovt at tænke på, at jeg engang ikke brød mig om rødbeder – sikkert fordi jeg kun havde fået dem syltede, og det var ikke lige noget for mig. Siden har jeg opdaget, hvor mange andre fantastiske retter, man kan lave med rødbeder, og vi er blevet de bedste venner.
Når jeg kalder min rødbedecurry for en curry og ikke en karry er det fordi, jeg laver den med kokosmælk – ikke som en dansk karry.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Du skal først bruge:
- 1 kg rødbeder (købt vægt)
- 2 løg (gerne rødløg)
- 4 spsk olivenolie (delt i 2 + 1 + 1)
- ½ squash (ca. 150 g)
- 2 fed hvidløg
- ½ rød chili uden kerner (eller 1/4 tsk chiliflager – test hvor stærk den friske er og juster!)
- 15 g frisk ingefær
- 2 tsk stødt karry
- 1 spsk stødt garam masala
- 1 tsk stødt koriander
Du skal også bruge:
- 1 terning grønsagsbouillon
- 1 dåse flåede tomater
- 4 spsk tomatkoncentrat (fx fra tube)
- 1 dåse kokosmælk (den fede)
- 1 dåse butter beans (drænede)
- ½ lime (saften, smag til)
- Evt. salt
- Evt. et dryp honning
- 200 g frisk spinat
Server med fx:
- Ris
- Naan (opskrift)
- Mango chutney
- Ristede peanuts
- Græsk yoghurt
Sådan gør du:
- Vil du ha’ ris til din curry – start med at sætte risene over.
- Skræl rødbederne, og skær dem i tern på ca. 1-1,5 cm. Vend dem i 2 spsk olivenolie, og fordel dem på to stykker bagepapir. Gør lidt plads til løgene på den ene. Sæt dem i ovnen, og tænd på 200 grader varmluft. De skal have ca. 30 minutter.
- Skær rødløg i både. Vend dem i lidt olie, salt og peber, og bred dem ud på det frie stykke bagepapir i ovnen. Lad dem bage med i ca. 25 minutter.
- Skær hvidløg i skiver, squash i grove tern. Rens chili og ingefær, og skær dem i skiver. Kør det hele i en minihakker/foodprocessor, til det er findelt.
- Hæld lidt olivenolie i bunden af gryden, medium varme. Tilsæt den hakkede squashblanding sammen med karry, garam masala og koriander. Vend rundt i det, og lad det simre i 5-10 minutter.
- Tilsæt smuldret bouillonterning, flåede tomater, tomatkoncentrat, butter beans og kokosmælk, og varm det igennem.
- Når rødbeder og løg er færdige: Vend dem i saucen. Smag til med lime og salt. Du kan også runde retten af med et dryp honning, hvis du synes.
- Tilsæt spinaten, og vend rundt, så den lige akkurat falder sammen. Server straks med det ønskede tilbehør.
Lidt ekstra cremet curry med rødbeder
Jeg er blevet fan af at lave en findelt grønsagsblanding i stedet for blot at hakke chili, hvidløg og ingefær. For det første fordi det giver en lidt ekstra cremet curry. For det andet, fordi det er den nemmeste måde at få findelt chili, hvidløg og ingefær. Denne gang bruger jeg squash til at samle basen, og det kan jeg køre i en minihakker, fordi volumen er stor nok.
Hvis du ikke har squash ved hånden, kan du også fx bruge en lille peberfrugt.
Og – hvis du ikke har et helt kilo rå rødbeder, kan du supplere med andre rodfrugter. Også gulerødder.
Andre opskrifter med rødbeder
Måske nogle af mine andre favoritter med rødbeder også noget for dig?
- Madmuffins med rødbede – fx til jul?
- Rødbedebøffer med quinoa og feta
- En virkelig god rå rødbedesalat med appelsin og feta.
igen en af dine dejlige opskrifter – vi ændrede lidt:
havde ikke squash, så en skrællet broccolistok røg med i food processoren. Ingefær og gurkemeje klæder hinanden så fint, så i stedet for karry tilsatte vi gurkemeje – og det var et dejligt måltid
Hej Gitte, herligt at høre! Og godt tip til, hvor man kan bruge en broccolistok. Og faktisk løb jeg også selv tør for karry i forgårs – her valgte jeg en garam masala som erstatning. Så det kan man også … Tak for at skrive 🙂 Kh Bodil