Mexicansk tomatsalsa er den helt uundværlige spicy og friske salsa til din mexicanske mad. Og den er supernem at lave.
Tomatsalsa i det mexicanske køkken
Tomatsalsa er nok den mest kendte mexicanske salsa, og du kan bruge den som den røde prik over i’et til utallige mexicanske retter – fx tacos, frijoles (refried beans), mexicanske vafler, en mexi bowl eller bare som en frisk dip til tortilla chips – i selskab med verdens bedste guacamole :-)
Hvor stærk skal din tomat salsa være?
Jeg laver min tomatsalsa med den friske chili, du finder alle steder – typisk en rød fireflame. Når mexicanerne laver tomatsalsaen, hedder den pico de gallo, og de bruger jalapeño chili, en lidt mildere fætter. Hvis du falder over den, så snup den endelig. Den fås også både i rød og grøn.
Hvis du synes, din tomatsalsa skal være stærkere, skruer du selvfølgelig bare op for chilien – enten med en større mængde eller med en stærkere chili. Det hjælper også at lave salsaen i god tid, så smagen får lov at trække ud.
Det smarte trick til din tomat salsa!
Det vigtige er, at du ikke få al saften fra tomaterne med over i din salsa. Så bliver den simpelthen for tynd og sjasket og smager af for lidt. Åh – men skal du så til at udhule tomaterne først? Nix. Det absolut nemmeste er at hakke tomaterne fint, vende dem med lidt salt og lade dem dryppe af i en køkkensi, mens du hakker resten af ingredienserne. Saltet trækker væden ud af tomaterne, så du slipper for besværet!
Andre slags mexicansk salsa
Salsa betyder egentlig bare sauce – typisk en groft hakket en af slagsen, og i Mexico er de næsten altid lavet med lime. Hvis du har lyst til at prøve nogle andre varianter, har jeg et par stykker, du kan prøve. Især om vinteren synes jeg, det kan være svært at finde tomater, der smager godt nok, og derfor er det godt at have et par alternativer i baghånden:
- Mangosalsa. Himmelsk, når der er søde mangoer i butikkerne. Og da de ikke vokser i Danmark, passer det gerne med, at du kan få dem, når de danske tomater er ude af sæson.
- Agurkesalsa. En lynhurtig og simpel grøn salsa, der lige giver det knasende, syrlige pift.
- Majssalsa. Den er selvfølgelig allerbedst med friske majs i sensommeren, men hey, jeg laver den altså også med gode dåsemajs eller majs fra frost.
Fantastisk salsa opskrift til fajitas, burritos og taco.
Hej Beinta, tusind tak for begejstringen – og gode forslag til, hvornår salsaen kan bruges :-) Kh Bodil
Jeg har læst din opskrift, har ikke afprøvet den endnu, er helt sikker på det er den rette for os.
Spørgsmål.
Hvor længe kan den holde sig?
Hej Mogens. Tak for dit spørgsmål – jeg har ikke testet mere end 2-4 dage. Men den er absolut bedst frisk. Du ved, snittede grønsager, der har stået nogle dage er bare ikke så spændende. Håber I bliver glade for den :-) Kh Bodil