Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Hummus - chunky eller cremetSkal din hummus være cremet og blød, eller skal den have struktur og bid? Det er jo nærmest en relegionskrig – dog næppe helt på højde med konflikterne i Mellemøsten, hvor den kommer fra – men alligevel.

I mange år har jeg lavet den selv helt fra bunden med tørrede kikærter, der skal ligge i blød til i morgen, koges, drænes og blendes med tahin, hvidløg, tahin, olivenolie, spidskommen og citron. Det blev en forrygende god hummus. Men jeg undrede mig over, hvordan min lokale hummuspusher fik sin hummus så blød og cremet. Det var min ikke.

Indtil!

Indtil jeg fik luret tricket. Det hedder natron. Og det kan du læse mere om her. Det er ikke svært, og det kræver ikke særlige maskinkræfter. Tværtimod.

Egentlig er det bare et spørgsmål om smag. Hvad kan du bedst li’? Variation, måske? Jamen, så er der frit slag.

På billedet kan du se hummus med to forskellige konsistenser. En chunky. Og en silkeblød.

Hvilken maskine skal du bruge til hummus?

Du skal bruge en eller anden slags blender eller foodprocessor. Men bare rolig, du skal ikke have fat i den nærmeste maskinstation for at få en god, jævn, lækker hummus. Jeg har i mange år klaret mig fint med en stavblender. Du kan også bruge en minihakker. Eller selvfølgelig en foodprocessor.

Bruger du stavblender, så lad blenderglasset blive i skabet. Det er kun til besvær. Tag i stedet en lidt bredere skål, en ganske almindelig røreskål. Gerne lidt oversize, så du kan mosle rundt uden at sprøjtelakere køkkenet med hummus imens. Hvis du synes, din hummus ikke rigtig vil samle sig, så bare tilsæt lidt ekstra vand.

Er du i tvivl om, hvor længe hummus kan holde sig, så kig nederst og få et par gode tips til det.

Gem

Opskrift på hummus – chunky eller helt silkeblød og cremet

Forretter, Snacks og dips

Tilberedning: 1 time + 10 minutter

Du skal bruge:

  • 100 g tørrede kikærter (eller en dåse, drænet vægt 240 g) + evt. 1 spsk natron
  • 1,5 spsk tahin (jeg bruger den lyse)
  • 1,5 spsk olivenolie
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 tsk spidskommen
  • 1/4 tsk salt
  • 1,5 spsk citronsaft

Husk også:

  • En stavblender, foodprocessor eller andet hakke-blende-apparat

Hvis du bruger tørrede kikærter (og det smager altså bedst) – dagen før:

  1. Sæt kikærterne i blød i en skål, hvor vandet står dobbelt så højt som kikærterne. Tilsæt natron, hvis du elsker den bløde, cremede hummus. Lad det hele stå til i morgen.

På dagen:

  1. Hæld vandet fra kikærterne. Skyl dem i frisk vand og kog dem i en gryde, hvor vandet står et par cm op over kikærterne. Lad dem koge i 5 minutter, skru ned og lad dem simre videre i 1-2 timer. Eller længere, hvis din hummus skal være supercremet. Hæld så vandet fra (hæl det ud).
  2. Eller hvis du bruger dåsekikærter: Dræn dem og skyl dem.
  3. Tilsæt de øvrige ingredienser – og nu skal der blendes. Brug din foodprocessor, hvis du har en. Ellers er en stavblender og en stor skål ikke så tosset. Bare drop blenderglasset lige her, det giver kun bøvl.
  4. Smag til! Balancen med citron og salt er altafgørende. Din hummus skal være helt blød og klistret. Hvis den er for tør, kan du tilsætte ekstra vand eller olivenolie.

Tip: Hummus som tilbehør til ALT

Først brugte vi hummus som tilbehør til middelhavsmad. Så fandt vi ud af, at det var godt på ristet rugbrød. Nu bruger vi det som tilbehør til ALT – grønsagsstave, ovnkartofler, grissini, chips, knækbrød …
Hummus er fuld af proteiner, så den er også yderst velvalgt i en vegetarisk madpakke.

Tip: Hummus og holdbarhed? Fryseren hjælper

Du kan gemme din hummus i små portioner i fryseren, fx i små plastbokse. Ta’ en op ad gangen, og sæt den på køl. Når den ene er ved at være tom, tager du bare den næste op. Den skal muligvis lige spices op med frisk citronsaft.
Hjemmelavet hummus holder sig fint i køleskabet mindst en uges tid (med mindre, den bliver spist …)

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.