Elsker du grønne asparges? Elsker du salat med asparges? Og alt muligt andet med asparges?
Så forstår du, hvorfor jeg sukker: Endelig asparges! Endelig står jeg med et bundt sprøde, friske grønne asparges i hånden (nej faktisk to), og det er spanske asparges – i Spanien. Så de er friske, flotte og saftspændte. Ikke noget med småvisne hoveder. De er struttende grønne og med naturligt sprødt knæk.
Så er der lynhurtigt cirka 100 retter og salater, jeg får lyst til at lave.
Det blev aspargessalat
– for himlen er knaldblå, solen er skarp, og de der asparges skal med ud på terrassen til frokost. Nu.
Faktisk er mine asparges så friske, at jeg kunne hakke dem direkte i en salat. Meeen. Jeg vil ha’ dem hele og smukke, så de blive lige hurtigt smidt i kogende vand.
Aspargessalaten er supersimpel, men derfor kan der jo godt være tænkt over sagerne: Masser af smag. Let bitter rucola. Syrlig olie-eddikedressing med sødlig balsamico. Og intens parmesan.
Velkommen, forår!
PS. Asparges er også fremragende i tortilla med asparges – en lidt mere mættende forårsret.