Nem blommekage med kanel

Når det er blommesæson, er det også sæson for blommekage. Især en nem blommekage, der er sprød på toppen og saftig indeni. Se opskriften her!

GeHar du et blommetræ, eller er du faldet over danske blommer nu, hvor det er sæson? Så er det her den nemme kage med blommer – men den er ikke kun nem: Den er både saftig indeni, sprød udenpå og fuld af aromatisk blommesmag. Blommekage, når det er bedst.

Du kan bruge friske eller frosne blommer til blommekagen

Blommekagen er en rigtig efterårsklassiker, men har du blommer i fryseren, kommer der også en fremragende  blommekage ud af dem. Derfor har jeg jeg også straks pakket nogle poser til vinterens kagesult.

Når blommerne tør op fra fryseren, vil de afgive noget væde, og det skal du endelig gemme og bruge! For der er rigtig meget smag i blommesaften. Jeg plejer at fordele den lidt: Noget af saften blander jeg i dejen til sidst, og noget fordeler jeg sammen med blommerne, når jeg lægger kagen sammen.

Nem blommekage med kanel

Nem blommekage med kanel

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 50 minutter
Samlet 1 time 20 minutter
Giv de første stjerner!
Sådan en nybagt blommekage er en saftig, sød og syrlig kage, der både er god til kaffen – og som dessert.
Antal: 10 stykker

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 50 g mandler
  • 150 g smør (stuetemperatur)
  • 150 g sukker
  • 2 æg (stuetemperatur)
  • 150 g mel (jeg brugte ca. 1/3 fuldkornsmel. Du kan også bruge almindeligt hvedemel)
  • 1 tsk bagepulver
  • 500 g udstenede blommer (de danske er de bedste, men alle blommer kan bruges)
  • 1 spsk kanel
  • tesukker

Lidt lækkert tilbehør:

  • Vil du gerne have lidt dyppelse til? Se forslag nedenfor.

Sådan gør du: 

  • Bemærk, at æg og smør skal have stuetemperatur. Ellers kan dejen finde på at skille.
  • Hak mandlerne groft.
  • Udsten blommerne.
  • Tænd ovnen på 150° varmluft.
  • Beklæd din springform med bagepapir.
  • Pisk sukker og smør godt sammen.
  • Tilsæt æg, mel og bagepulver, og pisk igen, ikke for længe. Kun lige til dejen er jævn.
  • Smør godt halvdelen af dejen ud i formen. Fordel også godt halvdelen af blommerne over, og drys med kanel. Den sidste del af dejen skal øverst – den kan ikke dække helt, men det kommer den til, når kagen bliver bagt. Placer de sidste blommer lidt pænt ovenpå, drys med de hakkede mandler og drys med sukkeret til sidst.
  • Sæt kagen i ovnen, og bag den ca. 50 minutter. Tjek med en tandstikker, om den er gennembagt (der må ikke følge dej med op, når du stikker i den.
  • Lad den vente en halv times tid eller lidt mere, før du skærer den. Så er den stadig lun, og den er nemmere at skære. Server evt. med et fint drys flormelis og det valgte tlibehør.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Blommer i to lag

Den lille hemmelighed ved min blommekage er, at jeg kører blommer i to lag:

  • I bunden først et lag af kagedejen, ca. 2/3 af dejen
  • Så et lag blommer – ca. 2/3 af blommerne
  • Dernæst lægger du den sidste kagedej i klatter over blommerne
  • Og topper op med de sidste blommer, hakkede mandler og tesukker.

Det giver blommerne ekstra saftighed, når de er pakket ind i dejen. Og de øverste blommer giver kagen det rigtige blommekage-look.

Nem blommekage med kanel

Bag gerne kagen i god tid

En god, fugtig blommekage kan sagtens bages dagen i forvejen. Bare opbevar den lufttæt og gerne køligt. Hvis du sætter den i køleskabet, så tag den ud en time før servering, så den ikke er køleskabskold. Du kan også lune den lidt – fx ved 150 grader i 10 minutter

Hvad skal der til en nem blommekage?

Kagen er rigtig god med fx:

  • Flødeskum
  • Creme fraiche
  • Vaniljeis
  • En ligelig blanding af græsk yoghurt og flødeskum smagt til med lidt vanillesukker.

Kage med blommer til dessert, til kaffen eller måske til brunch?

Brug blommekagen som dessert – for eksempel efter suppe eller fisk. Eller bare som en fremragende kage med frugt, når der skal noget sødt til kaffen. Du kan sågar bage den til brunch – og her er det smart at bage den dagen forinden, så den bare skal lunes lidt.

Opskriften passer til en springform, stor tærteform eller tilsvarende. Og husk, bunden bliver mest sprød, hvis du bager i en metalform.

Hvad kan du bruge i stedet for blommer?

Hvis du er løbet tør for blommer, eller sæsonen er slut, kan du også lave kagen med andre frugter. Prøv fx:

  • Æbler, også med kanel og måske lidt kardemomme
  • Pærer, med vaniljesukker
  • Andre stenfrugter, fx ferskner, abrikoser eller nektariner. Også med vanilje

Andre lækkerier med blommer

Hvis du har mange blommer i haven, som min søster – så prøv også at bruge dem i det salte køkken. Fx i denne blommesalsa, der går rigtig godt til hvid fisk. Eller selvfølgelig, en blommemarmelade med vanilje.

Grønt tilbehør: Blommesalsa og grøntsagssauté
Blommsalsa og grønsagssauté er nemt, lunt tilbehør til alt fra laks til kylling, fisk og vegetarfrikadeller.
Gå til opskrift
Blommesalsa og grøntsagssaute - lækkert grøntsagstilbehør
Blommemarmelade med vanilje
Vanilje og blommer er bare et match made in heaven. Her får du dem i en helt enkel blommemarmelade, der får englenes smagsløg til at synge.
Gå til opskrift
Blommemarmelade med vanilje
Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Din kage er meget lækker. Spec godt med grahamsmel, som jeg brugte.

    Jeg har udstenede frosne blommer. Mon ikke det er bedst at tø dem først og hælde væske fra.

    Mvh Kirsten

    • Hej Kirsten, dejligt at høre! Enig, blommerne skal tøs op først – og så ville jeg nok se, om dejen kunne bære noget af væsken. Næsten synd at smide ud, ikke? 1/2 dl burde ikke været et problem, men nu kan du jo se, hvor meget du ender med …
      Lad mig høre, hvordan det går 🙂 Kh Bodil

  2. Fik lavet kagen herhjemme til stor glæde for min familie. Den var virkelig lækker på alle måder. Jeg var lidt i usikker på om der var nok dej, inden jeg satte den i ovnen, men den hævede rigtig fint op og dækkede blommerne. Det er ikke sidste gang jeg laver denne!

    • Hej Nanna, tusind tak for, at du lige tog dig tid til en kommentar 🙂 Og ja, jeg havde det præcis som dig med dejen – men det ér nok! Skønt den faldt i jeres smag. Jeg har den stadig til gode i år, men jeg skal besøge min søster(s blommetræ) på tirsdag, så der er vel håb! Kh Bodil

  3. Hvad er det hvide i randen af kagen?
    Jeg er i gang med at bage kagen nu. Den skal snart have 2 timer. Kan det passe?

    • Hej Jytte, det hvide er bare flormelis, der er drysset på efter bagning. 2 timer lyder af meget – for meget. Hvis du kan sige lidt mere om, hvordan det kan være, kan jeg måske finde en forklaring … Umiddelbart tænker jeg, den bliver tør af det, desværre. Mvh Bodil

  4. Super kage. Tak for opskrift. Familien er meget tilfreds. Denne vil jeg bruge flere gange.
    Hilsen
    Fra Sarpsborg i Norge

    • Hej Merete, skønt at høre! Nu også i Norge 😉 Tak for din kommentar, den blev jeg glad for. Kh Bodil

  5. Super kage! Hvad kan man bruge i stedet for blommer, når blommerne er brugt op?

    • Hej Birthe – skønt at høre! Jeg vil da mene, du kan bruge al mulig frugt. Æbler er altid til at få og er også gode med kanel. Pærer – så vil jeg dog skifte til vaniljesukker. Selvfølgelig også andre stenfrugter, men de er nok heller ikke nemme at skaffe i januar. Jeg har selv solbær i fryseren, som også er gode (og også med kanel, faktisk!). Måske en bærblanding fra frysedisken. Lad mig høre, hvis du finder en god vinterversion 🙂 Kh og god bagelyst! Bodil

  6. Jeg købte syltede kirsebær på glas, siede lagen fra men dryppede alligevel lidt af lagen over kagen tilsidst. Den var også lækker!

    • Hej Birthe, genialt! Jeg har syltede kirsebær, som jeg ikke kan finde ud af at bruge. Det kan jeg nu – tak! Kh Bodil

  7. Den blommekage ser rigtig lækker ud….men hvilken størrelse springform skal man bruge?

    • Hej Bodil, det kommer sig ikke SÅ nøje, men min er 24 cm i diameter. Er den lidt mindre, bliver kagen lidt højere (og skal bages lidt længere) – og omvendt, hvis den er større. God fornøjelse! Kh (den anden) Bodil 🙂

    • Hej Rhina, det kommer sig faktisk ikke så nøje, når du bager med varmluft. Men jeg plejer at sætte den enten midt i eller lige under midten i ovnen. God fornøjelse 🙂 Kh Bodil