Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Boureki er en herlig græsk vegetarret, der originalt bliver lavet med squash, løg og kartofler. Men jeg er ikke så god til at følge en opskrift alt for slavisk … så jeg fik lavet en lidt anderledes vegetarisk boureki, nærmest en squashpie.

Opskriften her er inspireret af min mor, der havde haft næsen ude i køkkenet på nogle små restauranter på Kreta. Og det er helt i hendes ånd, at jeg heller ikke følger hendes oprindelige foreskrifter ;-) Hun lavede altid om på noget, når hun først kom i gang.

Boureki efter tøm-køleskabet-princippet

Sagen er, at jeg havde lidt andre gode sager i køleskabet – og madspild kan vi jo ikke li’ – så min boureki blev med med squash, løg og hokkaido græskar. Det smagte fremragende.

Forskellen på hokkaido og kartofler er ikke bare farve og smag. Hokkaidoen indeholder ikke så meget stivelse som kartoflerne, så hvis du gerne vil have en mere fast pie, så grib godt ned i kartoffelskuffen.

Jeg er for øvrigt helt overbevist om, at du sagtens kan forsøge dig med andre grønsager og rodfrugter. Prøv dig frem – og få tømt køleskabet :-)

Bourekien er god med en grøn salat til.

Mere smag af Grækenland?

Hvis du er til græske vegetarretter, så tjek også:

Gem

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Boureki - græsk squashpie

Aftensmad

Rækker til: 4-5

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 45 minutter

Du skal bruge - grønsagerne først:

  • 350 g squash

  • 3 løg

  • 150 g fennikel

  • 200 g hokkaido (du behøver ikke at skrælle)

  • 2 fed hvidløg

  • olivenolie

Til fyldet skal du også bruge:

  • 1 dl fine havregryn

  • 200 g revet/hakket ost (gerne en blanding af feta og cheddar eller mozarella)

  • 2 æg

  • 1/2 tsk kanel

  • 1 tsk spidskommen

  • En lille håndfuld frisk hakket mynte

Øverst skal du bruge:

  • 2 plader butterdej

  • 1 æg

  • sesamfrø

Sådan gør du:

  1. Snit alle grønsager i fine skiver, og varm dem op i lidt olie i en gryde, mens du rører rundt. Tag gryden af af varmen, når grønsagerne er næsten møre.

  2. Tilsæt så de øvrige ingredienser til fyldet, og rør det sammen. Fordel fyldet i et fad på ca. 23 x 23 cm (kan også være et rundt eller ovalt fad).

  3. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

  4. Rul butterdejen ud, så den passer til dit fad. Læg den over fyldet, pensl med æg, og drys med sesamfrø. Du kan pensle med æg igen til sidst – så sidder frøene godt fast.

  5. Vupti – bag den i ovnen i ca. 45 minutter, til toppen er gylden.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Måske også noget for dig?

3 kommentarer til Græsk boureki – eller squashpie á la Mutti

  1. Prøvede retten uden Hokkaido men med kartoffel skiver i stedet, og uden butterdejslåg, som vi fik den på en restaurant på Kreta. Det smagte rigtigt godt. Lækkert.

  2. Hej Thomas,
    Dejligt at høre! Det er lige præcis sådan, opskriften skal bruges, synes jeg. Og smagen af Kreta er bestemt ikke det værste …
    Tak fordi du læser med :-) Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.