Elsker du pandekager – og svampestuvning? Så er pandekager med svampefyld og spinat lige noget for dig.
Opskrift på fyldte pandekager med spinat og svampe
Til pandekagerne skal du bruge:
(der bliver ca. 16 små madpandekager)
100 g grahamsmel
2 spsk maizena (eller anden majsmel)
lidt salt
4 æg
2,5 + 1,5 dl mælk, måske lidt mere
olivenolie til at stege i
Sådan laver du pandekagerne:
Bland de tørre ingredienser med 2,5 dl mælk og pisk det jævnt i hånden. Tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt mere mælk, til dejen har den rette konsistens (er pandekagedejen tyk, bliver pandekagerne det også). Steg pandekagerne, og stil dem til side.
Til svampefyldet skal du bruge:
1 stort fed hakket hvidløg
200 g svampe, rensede og i skiver
lidt olivenolie
300 g hel spinat (frisk eller fra frost)
2 dl fløde
maizenajævner uden farve
evt. muskatnød
salt
peber
Husk også cheddarost til at gratinere med.
Sådan laver du svampefyldet – og retten færdig:
- Svits hvidløg og svampe i en gryde med olivenolie. Rør godt rundt.
- Tilsæt spinaten og vend rundt, til den er gennemvarm. Hæld fløde ved og smag til.
- Drys jævningspulveret over og rør rundt – til fyldet hænger godt sammen og ikke vil løbe alt for langt ud af pandekagerne.
- Fordel fyldet i det antal pandekager, I kan spise, drys med ost og varm det hele godt igennem: I ovnen ved 180 grader eller i mikroovn 3-4 minutter og med grill til sidst, så osten bliver gylden.
- Server med en god salat.
OBS!
Der er flere pandekager, end der er fyld til.
Svampefyld og pandekager kan fryses hver for sig. Du kan også fryse hele fyldte pandekager, hvis der bliver nogen til overs.
OG – du kan fylde andet i pandekagerne. Fx mexicansk krydret kylling med lidt tomatsovs – eller thai pulled chicken – eller bolognese.