Følg med her:
Kylling i peanutbutter sauce – super cremet
Kylling i peanutbuttersauce er ægte afrikansk comfort food. Kylling, peanutbutter og lækre, varme krydderier. Smager af en portion mere!

Trænger du til sådan en rigtig comfy gryderet, fuld af smag og fylde, så prøv en afrikansk kylling i peanutbuttersauce. Kylling i tomatsovs har du sikkert fået mange gange – og det er også godt – men når du tilsætter peanutbutter og en god håndfuld varme krydderier, så breder hyggen sig på en helt anden måde.
Kylling i peanutbutter en ret nem ret, som børn ofte elsker.
Opskriften er redigeret i 2026: Jeg har udskiftet hel kylling med kylligefilet for kortere tilberedning og tilsat flere grøntsager. Vil du bruge hel kylling, se under opskriftsfeltet.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 450 g kyllingefilet
- 2 tsk stødt paprika Reklamelink
- ½ tsk salt
- friskkværnet peber
- olivenolie
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 frisk rød chili (tjek styrken og juster)
- 15 g frisk ingefær
- 1,5 dl peanutbutter
- 2 dåser flåede, hakkede tomater
- 2 tsk soya sauce
- 250 g broccoli
- 1 peberfrugt
Til servering fx:
- ris (alt. havreris eller fladbrød)
- frisk koriander
- peanuts
- lime
Sådan gør du:
- Skær kyllingefileterne i ca. 1 cm tykke stykker, vend dem i salt, peber og paprika, og brun dem lidt i varm olivenolie i en sauterpande (eller gryde). Tag stykkerne op, og sluk for varmen.
- Pil løg og hvidløg, trim ingefær, og fjern frøstand fra chilien. Hak løget i fine både, pres hvidløg, riv ingefær fint, og hak chilien fint.
- Steg løgene i gryden det ved lav-mellemvarme, til de er klare og møre. Tilsæt hvidløg, ingefær og chili, og giv det et minut mere.
- Tilsæt så tomat, peanutbutter og soya, og rør rundt, til peanutbutteret er nogenlunde smeltet og fordelt. Der skal nok lidt mere varme til. Nu skal kyllingestykkerne også op i gryden, og det hele skal simre 5-10 minutter.
- Imens: Snit broccoli i små buketter og rød peber i strimler. Riv evt. broccolistokken groft eller skær den i tern. Lad det simre med i gryden i 2-3 minutter, til det er gennemvarmt uden at blive overkogt.
- Smag til, og server med det ønskede tilbehør.
Muttis tips
Vil du hellere bruge en hel kylling?
I opskriften foreslår jeg, at du bruger kyllingefilet – det er nemt og hurtigt at tilberede. Men du kan sagtens bruge en hel kylling i retten, og det var sådan, min afrikanske høvding lærte mig at lave retten oprindeligt. Du kan selvfølgelig bruge kylling i alle mulige andre udskæringer med ben også.
Bruger du kylling på ben, vil jeg foreslå at bruge ca. 1100-1200 g.
Sådan gør du:
- Partér kyllingen i ca. 10 stykker, vend dem i salt, peber og paprika, og brun dem lidt i varm olivenolie i en god stor gryde. Tag stykkerne op, og sluk for varmen.
- Pil løg og hvidløg, trim ingefær, og fjern frøstand fra chilien. Hak løget i fine både, pres hvidløg, riv ingefær fint, og hak chilien fint.
- Steg løgene i gryden det ved lav-mellemvarme, til de er klare og møre. Tilsæt så hvidløg, ingefær og chili, og giv det et minut mere.
- Tilsæt så tomat og peanutbutter, og rør rundt, til peanutbutteret er nogenlunde smeltet og fordelt. Der skal nok lidt mere varme til.
- Nu skal kyllingestykkerne også op i gryden, og det hele skal simre, til kyllingen er godt mør. Det tager mindst en halv time, alt afhængigt af kødstykkernes størrelse. Men det skader ikke, at det simrer 1 times tid.
- Kort før servering: Snit broccoli i små buketter og rød peber i strimler. Riv evt. broccolistokken groft eller skær den i tern. Lad det simre med i gryden i 2-3 minutter, til det er gennemvarmt uden at blive overkogt.
- Server med det tilbehør, du foretrækker.

Afrikansk domoda med kylling
Jeg fik inspirationen fra en ægte afrikansk høvding, vi havde besøg af for mange år siden. Dengang havde jeg ikke hørt om peanutbutter til andet end bananmadder, så jeg var pænt overrasket, da han puttede det i gryden sammen med tomater og kylling. What?
Men jeg vil tro, peanutbutter fungerer som en slags erstatning for fløde, som de nok ikke bruger meget af på de kanter. I hvert fald får man en rigtig cremet sauce, der mætter på den flødeagtige måde.
Retten går også – i hvert fald i nogle variationer – under navnet domoda. Domoda bliver dog helt traditionelt (i Senegal) lavet med oksekød.
Hvad skal der til sådan en afrikansk kylling-gryderet?
Sovsen er så tyk, at den egentlig ikke kræver meget ved siden af. Men du kan selvfølgelig koge ris til. Så skal du bare sætte dem over, mens kyllingen simrer. Eller lave naan – det er nemt og hurtigt.

Husk selvfølgelig frisk koriander og ristede peanuts på toppen også …
Og hvis du har det lidt som mig – der skal ekstra grøntsager til ALT – så snit en frisk kålsalat til. Fx spidskål med ristede peanuts og appelsindressing. Tilsæt evt. æblestykker også.

Tjek altid din chili, før du hælder den i retten!
Der er stor forskel på chilier, også selvom de hedder det samme eller endda ligger i den samme pakke. Så test altid, før du bare bruger løs. Siger jeg af erfaring. Jeg bruger oftest bare de mest almindelige fra supermarkedet (fireflame), men nogle gange smager de som rød peber – andre gange brænder de som ind i …
Du kan altid servere en chilisauce on the side til dem, der ikke kan få det hot nok!









