Ristede kantareller i fløde (og cognac) – de bedste!

Ristede kantareller i fløde - det er skovens guld i den mest lækre forklædning. Her får du vores gennemtestede opskrift på stegte kantareller.

Kantarellerne står og glimter i skovbunden fra de varme sommermåneder til langt hen i efteråret – og her står de og venter på fløde og en god grov toast.

Faktisk er det min mand, der har lært mig at finde kantareller, og han er også kokken, når de skal serveres. Men jeg har fået lov at lure hans opskrift.

Kunsten at rense kantareller …

Hvis du har kantareller i nærheden (eller bare i supermarkedet), er din lykke gjort. Næsten. De skal jo lige renses først … og det er lidt af en religionskrig. Børste eller vand? Med de mængder, vi finder, er børste simpelthen ude af billedet, og du kan se vores grundigt gennemprøvede fremgangsmåde til store mængder kantareller her.

Hvis du bare lige har fundet til en kantareltoast eller to, kan du gøre dem rene således:

  • Fjern først større urenheder og skær eventuelle rodstumper af.
  • Brug så en lille børste til at fjerne jord og andre småting fra skovbunden. Jeg bruger ofte bare en bagepensel.

Det er nemmest at gøre kantarellerne rene, mens de stadig er fugtige af skovbund.

Ristede kantareller i fløde

Ristede kantareller i fløde – og cognac

Forb. tid 30 minutter
Tilb. tid 10 minutter
Samlet 40 minutter
Giv de første stjerner!
Ristede kantareller er eftersommerens mest delikate forret. Her får du den fulde fornøjelse af det møjsommelige sanke- og rensearbejde. Himmerigsmundfulde, ganske enkelt.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 300 g kantareller
  • 1,5 spsk cognac (kan undlades)
  • 2 dl fløde
  • 1 citron (ca. 2 spsk citronsaft, resten til servering)
  • salt og friskkværnet peber (peber)
  • frisk timian, også til drys
  • groft brød eller boller
  • olivenolie

Sådan gør du: 

  • Rens kantarellerne. Det tager tid, men kan gøres i god tid, inden sulten melder sig. Du finder min grundige guide til det her. Hvis du kun har en lille portion – følg instruktionen i teksten ovenfor (pensel uden vand).
  • Gør brødet klar. Skær 4 gode skiver, eller flæk bollerne – dryp dem med lidt olivenolie.
  • Tag en god stor pande, og sæt fuldt blus på den. Hvis du bruger købte kantareller, er de sikkert mere tørre i det og tåler ikke så høj varme. Start med medium og se.
  • Find også de øvrige ingredienser frem, så de er klar.
  • Smid nu kantarellerne på panden med lidt olie. Friske kantareller begynder ret hurtigt at afgive væde – de købte er mere tørre i det og skal have knap så høj varme. Vend kantarellerne rundt, til de er faldet sammen. Hvis de afgiver meget væde: Ta’ kantarellerne fra nu, og damp væden ind. Så skåner du de fine svampe.
  • Når kantarellernes væde er dampet af, er du hurtig med cognacen – hæld den over, og vend rundt igen, til panden er næsten tør.
  • Tilsæt så fløden, og lad den dampe lidt ind også. Kantarelsaucen smager af mest, hvis den bliver koncentreret. Hvis der er meget væde fra svampene – tag dem op, når de er faldet sammen, og damp saucen ind.
  • Rist brødet på begge sider – enten på brødrister, under grillen i ovnen eller på en grillpande.
  • Hvis du har taget kantarellerne op – tilsæt dem til saucen igen. Smag til med frisk timian, salt, peber og citron.
  • Vupti – fordel kantarellerne på brødet, drys evt. med lidt frisk timian (og kornblomstblomster, hvis du har). Læg en citronbåd ved. Server!
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Udskriv
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Hurtig opskrift på kantareller i fløde

Når du har fikset rensningen, er du næsten klar. Bare find en pande, fløde, citron, salt og peber – og en sjat cognac. Så har du en kantareller i fløde på ganske få øjeblikke. En sand himmerigsmundfuld!

Du kan selvfølgelig også give dem godt selskab af lidt timian eller ristede rødløg, hvis du synes. Rødløgene kan du riste i lidt olivenolie først. Frisk timian kan du riste sammen med kantarellerne eller bare drysse over.

Om sommeren pynter jeg også med blomster fra kornblomster. Et lille trick jeg lærte af kokken på Hotel Nor.

Og et PS.

Hvis du selv samler dine svampe, så husk at bruge en lille kniv til at skære dem fri. Så efterlader du en rodstump, der bliver til flere kantareller næste år 🙂

Ristede kantareller i fløde

Hvad kan du ellers bruge kantareller til?

Hvis du har mange kantareller, kan du selvfølgelig også putte dem i risotto. Luksusrisotto.

Eller bruge dem i en omelet om morgenen. På en pizza. I en galette. I en tærte. Med fisk. Her får du tre andre opskrifter, hvor kantarellerne får englene til at synge.

Kantareltærte med timian og mozzarella
Kantareltærte er en rigtig luksustærte, for kantareller er jo skovens guld. Og det er lidt besværligt at rense dem. Men her bliver du belønnet!
Gå til opskrift
Kantareltærte med timian og mozzarella
Pandestegt kulmule med kantareller og spinat
Kulmulen og kantareller er et delikat match her, hvor fisken bliver knasende sprød med et tyndt lag kartofler, stegt på panden.
Gå til opskrift
Pandestegt kulmule med kantareller og spinat
Nem risotto med kantareller
En luksus kantarel-risotto, der er lavet på pande – efter tip fra den bedste italienske restaurant, jeg kender. Du kan selvfølgelig også bruge en fladbundet gryde.
Gå til opskrift
Nem risotto med kantareller - eller andre svampe

Gem

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Ingen kommentarer endnu

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse:




  1. Hej!
    Mine indkøbte kantareller afgav ingen væde, så jeg lod dem være på panden, mens saucen blev til. Skal man virkelig ikke bruge smør? Eller er det bare på på den varme pande?? Min sovs er lidt tyk, men det smager pragtfuldt!
    Tak!

  2. Hej Thomas,
    tak for spørgsmål og kommentar.
    Jeg har lige forhørt mig en ekstra gang hos min kantarelekspert 🙂 Han er ikke helt entydig – nogle gange eksperimenterer vi nemlig lidt med smør. Men min konklusion er: Selv om mange bruger (til tider meget) smør, er det i min optik unødvendigt – undtagen hvis kantarellerne sætter sig fast på panden.
    Når du siger, du får en lidt tyk sovs, der smager pragtfuldt – så ville jeg være lykkelig!
    Håber det giver mening.
    Kh Bodil