Følg med her:
Hindbærmarmelade med chia – lynhurtig og nem
Hindbærmarmelade med chia er den nemmeste og mest naturlige hindbærmarmelade, jeg nogensinde har lavet. Slut med gelatine og hvad det alt sammen hedder – chiafrø stivner marmeladen så fint, at du ikke har brug for andet.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 200 g hindbær
- 75 g sukker (evt. lidt mere, smag til)
- 2 spsk vand
- 2,5 spsk chiafrø
Sådan gør du:
- Kog alle ingredienser op i en lille kasserolle. Marmeladen skal koge ca. 5 minutter, fra den begynder at boble. Rør rundt imens. Smag på den – mere sukker?
- Skold et glas med låg, og hæld marmeladen herover. Skru låget på, og køl den af.
- Opbevar marmeladen i køleskabet. Og spis den inden for 1-2 uger.
Hindbærmarmelade på den nye smarte måde
I min barndom var hindbærmarmelade noget, vi lavede én gang om året, når vi havde høstet hindbær i haven. Så blev der syltet, og der stod 10-20 glas hindbærmarmelade på rad og række, klar til mig og mine to marmeladesultne søskende. (Og vores mindst lige så marmeladeforslugne far).
I dag er hindbær noget, jeg plukker i frysedisken, så der er ingen grund til at sylte forud. Jeg sylter ét glas ad gangen, når jeg skal bruge det. Så er hindbærmarmeladen frisk både i smagen og i farven, og når det kun tager et kvarter – hvorfor så ikke? Det har også den fordel, at jeg helt kvitter konserveringsmiddel.
Skal hindbærmarmeladen holde lidt længere?
Du kan selvfølgelig tilsætte lidt konserveringsmiddel, fx Atamon. Og skylle dit glas i Atamon, når du har skoldet det. Så forlænger du holdbarheden betydeligt.
Både glas og låg skal skoldes i kogende vand og derefter skylles med en blanding af 1 dl vand og 1 tsk konserveringsmiddel.
Jeg brugte min hindbærmarmelade til en klassisk lagkage med creme – men den er selvfølgelig også lækker på en friskbagt bolle!