Følg med her:
Hjemmelavet granola med nødder
Hvis du synes, købt granola er irriterende dyrt – eller ikke passer til din smag – så lav din egen. Min er ikke særlig sød, og hvis du gerne vil ha’ den sødere, kan du skrue lidt op for honningen.
Du får også mine tips til, hvordan du kan variere granolaen og tilsætte nye spændende sager efter humør, smag og beholdning. Nemt er det! Portionen tilbereder jeg i ovnen på to bageplader.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 dl mandler
- 1 dl hasselnødder
- ½ dl solsikkekerner
- ½ dl græskarkerner
- 100 g honning
- 50 g smør
- 5 dl havregryn (grove)
Sådan gør du:
- Gør to plader klar med bagepapir. Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
- Hak mandler og nødder groft. Hak solsikkekerner og græskarkerner, som du synes.
- Smelt smør og honning ved medium varme i en god stor gryde. Tag gryden af varmen.
- Kom nødder, frø, kerner og havregryn i gryden, og blandt godt.
- Bred blandingen ud på de to plader, sæt uret på 10 minutter. Vend rundt i granolaen, og sæt uret igen på 5-10 minutter (det kan du vurdere, når du vender rundt). Det hele skal være gyldent, inden du tager pladerne ud. Lad granolaen køle af, så bliver den sprød. Server med det samme – eller gem i patentglas.
Muttis tips
Sådan kan du bruge din granola til dessert
Granola er nok noget, de fleste forbinder med morgenmad – for eksempel på skyr og yoghurt, på grød eller smoothie. Meeen. Du kan også bruge den i en hurtig dessert! Tænk trifli – og byg en ikke-nødvendigvis-så-sød dessert med fx:
- Æblekompot, vaniljeskyr og granola
- Rabarberkompot, en blanding af græsk yoghurt og flødeskum – plus granola
- Friske bær, yoghurt, evt. lidt flydende honning og hakket chokolade – og granola
- Jordbær, vaniljecreme og granola
- Frisk frugt(salat), vaniljeis og granola
Før du rister din granola – prøv også …
Jeg har brugt meget enkle basisingredienser i min granola, men du kan sagtens freestyle. Her får du nogle forslag:
- I stedet for mandler og nødder kan du bruge alt fra usaltede peanuts til pecannødder, paranødder og usaltede pistacienødder, cashewnødder eller valnødder. Kig i dit skab og se, hvad du har.
- I stedet for grove havregryn kan du bruge (eller delvist udskifte med) rugflager, speltflager, byggryn eller en købt blanding med forskellige gryn og flager.
- Chiafrø, sesamfrø, hampefrø, hørfrø – ekstra knas er velkomment.
- Foretrækker du olie frem for smør, så vælg en smagsneutral olie eller kokosolie
- Og foretrækker du en sirup frem for honning, kan du roligt gøre det.
Når granolaen er ristet – prøv også …
Jeg tænker, at nogen sikkert elsker tørret frugt i en deres knasende morgendrys , og det kan du bare tilsætte, når granolaen er ristet og afkølet. Prøv fx:
- Rosiner
- Soltørrede tranebær
- Dadler eller figner i tern
- Alverdens tørrede frugtblandinger, du kan købe med æble, ananas, mango, papaya osv.
- Og frysetørrede bær! Det kan også give lidt spræl i farven.
Granola med chokolade?
Jeg er ikke selv fan af kakao og chokolade til min morgenmad, men det må du gerne være. Sådan kan du tune granolaen til en chokoladegranola:
- Tilsæt 1-2 spsk kakaopulver (bagekakao) til havregrynsblandingen
- Og tilsæt 100-200 g hakket chokolade til granolaen, når den er kølet af.