Følg med her:
Fødselsdagsboller med kardemomme – ægte mormorboller
De helt hvide, lette fødselsdagsboller
Det karakteristiske ved mormorbollerne er, at de normalt bliver bagt udelukkende med hvedemel uden skaldele. De er bagt med smør og sødmælk plus lidt sukker til at fodre gærcellerne – og runde smagen af. Og jeg bager med kardemomme – det dufter og smager!
Hvor store skal de være? Jeg er lidt nærig med størrelsen, fordi jeg synes, der altid er så meget andet på et fødseldagsbord, jeg gerne vil smage. Så jeg bager 15 mindre boller (bare 60-65 g pr. stk.) Du kan også sagtens bage 12 boller, der så bliver omkring 80 g stykket.
Opskriften er, som min mor bagte dem – før hun blev optaget af kostfibre og den slags. Jo finere mel og jo højere proteinindhold, jo lettere og luftigere bliver bollerne.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 dl vand
- 25 g gær
- 2 æg (1 i dejen og 1 at pensle med)
- 2 dl sødmælk
- 3 spsk sukker (35 g)
- 475 g hvedemel
- 1,5 tsk fint salt (10 g)
- 1,5 tsk kardemomme
- 65 g smør
Sådan gør du:
- Tip: Lun mælk og vand en smule, hvis dejen skal hæve lidt hurtigt.
- Lav dejen nemmest på maskine: Opløs gæren i vandet (højst lillefingervarmt). Tilsæt så sukker, 1 æg og mælk, og rør det ud. Bland mel, salt og kardemomme i (vent med smørret), og lad maskinen ælte dejen i 6-8 minutter, til dejen er glat og slipper skålens kanter.
- Hak så smørret i små tern, og tilsæt det. Rør videre, til smørret er helt indarbejdet. Nu er dejen også blødere.
- Lad dejen hæve et lunt sted en times tid (til den er synligt hævet). Dæk den med et låg eller plast.
- Del dejen i 15 lige store stykker, og tril dem til boller, som du strammer godt op. Se videoen.For større boller – del dejen i ca. 12 stykker.
- Lad dem efterhæve 1 time et lunt sted. Tænd ovnen på 210 grader (over-undervarme).
- Når ovnen her helt varm: Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem i ca. 12 minutter, til de er gyldne, men ikke for mørke. Lad dem køle lidt af på en bagerist.
- Der er smør i – og de smager endnu bedre, hvis de også får smør på …
Fødselsdagsboller på flere måder
Da mine piger var små, bagte vi altid fødselsdagsbollerne runde, helt klassisk. Og det har jeg også gjort her. Men du kan lave dem på mange måder, her får du en flok ideer:
- Mormorboller: Opskriften giver 15 helt klassisk runde fødselsdagsboller, der bliver gyldne hele vejen rundt.
- Fluffy fødselsdagsboller: Del dejen i 12 og sæt dem lidt tæt i en mindre bradepande (min er 22 x 33 cm) – så hæver de sammen. Det gør dem faktisk endnu luftigere, og de får kun skorpe på over- og undersiden. Lidt som du bager hveder. Gode at flække og riste.
- Lidt grovere fødselsdagsboller. Du kan også bage fødselsdagsboller med lidt grovere hvedemel (skift højst 75 g hvedemel til fuldkorns- eller grahamsmel) – så bliver de ikke helt hvide og ikke helt så luftige, men stadig meget bløde og lækre.
- Bamseboller. Du kan dele dejen i 16 og bruge den ene dejklump til at lave små ører på de øvrige 15 boller. Lav evt. bamseansigter med glasur.
- Chokoladeboller. Tilsæt 125 g mørk, hakket chokolade, og få chokoladeboller. Store eller små, som du synes.
Vil du gerne lave koldhævede fødselsdagsboller?
Som al anden gærdej kan du også lave denne dej dagen i forvejen og koldhæve den. Så vil jeg foreslå følgende ændringer:
- Brug kun 7 g gær
- Brug kolde ingredienser (de bliver lunet lidt, når maskinen kører)
- Lad dejen hæve på køkkenbordet en times tid, måske mere, før du sætter den til at koldhæve i køleskabet. Den skal begynde af hæve synligt.
- Tag dejen ud i god tid, før du vil bage, så den bliver blød at arbejde med (smørret stivner i køleskabet)
- Sæt ekstra tid af til efterhævning, da dejen er kølig.
Bagetiden vil være den samme.
Kan man også forme bollerne dagen i forvejen?, kan du tænke. Det vil jeg ikke anbefale. Jeg vil være bange for, at de bliver lidt tørre i overfladen, og så vil de ikke hæve harmonisk og få den flotte blanke overflade, der netop karakteriserer de runde fødselsdagsboller.
Mormorboller kan fryses
Hvis alle bollerne ikke bliver spist friskbagte, kan du fryse dem ned. De holder i hvert fald 3 måneder ved -18 grader (dybfryser).
Tø dem op ved stuetemperatur. Du kan evt. genopvarme dem i ovnen ved 180 grader varmluft i 5-8 minutter. Du kan også bruge brødristeren – det bruger mindre strøm.
Skal det gå stærkt, anbefaler jeg mikroovnen (30 sekunder ved fuld effekt pr. bolle), eventuelt med en lille tur på brødristeren bagefter.
Andre opskrifter fra mormors fødselsdagsværksted
En klassisk lagkage måske? Eller en ægte fynsk brunsviger?
Kan man lave disse boller med mere gær og ikke så lang hævetid?
Hej Julie, det kan du godt – det er lidt en balance, men prøv med 40 g gær, og spring første hævning over (altså, ælt dejen fin og blank, og form bollerne umiddelbart efter). Lad så bollerne hæve en times tid, til de er synligt hævet. Bollerne kan godt blive fine, bare spis dem med det samme. De er nok mindre spændende dagen efter 🙂