Følg med her:
Flødeost med soltørrede tomater
Flødeost med soltørrede tomater og dild er min allerbedste version af hjemmerørt flødeost med smag. Så nem, så god!

Du kan købe alverdens slags flødeost med forskellig smag. Men hvorfor ikke lave den selv – og få den allerbedste flødeost med soltørrede tomater og dild? Den er så nem at lave, smager himmelsk og passer godt til mange formål.
Jeg har ikke købt en flødeost med smag, siden jeg begyndte at lave min egen.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 200 g flødeost
- 125 g soltørrede tomater (i olie, drænet)
- 1 bundt dild
- salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- radiser
- dild
Sådan gør du:
- Brug en stavblender: Put flødeost og soltørrede tomater i glasset, og blend – der skal stadig være synlige stykker soltørret tomat.
- Hak dilden, og rør den i ved håndkraft. Smag til med salt og peber.
- Server på rugbrød med ekstra dild og evt. radiser.

Hjemmelavet pålæg til lidt af hvert
Jeg har oprindeligt lavet pålægget med flødeost til en ganske enkel rugbrødsmad. Godt ristet rugbrød under og en dusk dild ovenpå – så er frokosten klaret. Men du kan selvfølgelig også bruge den:
- Som del af en større påskefrokost, pinsefrokost, sommerfrokost … osv.
- På små stykker ristet rugbrød som en lille velkomst-hapser sammen med et glas rosé.
- I din madpakke. Fx med madpakkerugbrød, i sesamkranse eller en sandwichbolle.
- Rullet ind i røget laks – som en lakseroulade.
Pynt med fx dild, røget laks, dampede asparges, radiser, sæsonens crudité eller små salatblade.

Andre hjemmelavede lækkerier til frokost?

