/ Reklame for Valsemøllen/

Undskyld lige mig, men er en kage ikke sådan en med sukker og mel? Måske! Men mine sunde bananmuffins er søde og skønne, helt uden. Det søde er ikke overdrevent, for det kommer udelukkende fra bananerne selv. Og så hjælper det jo altid med vanilje (eller kanel).
Sunde kager, kan du sige, men faktisk spiser jeg dem ikke bare som kage. Jeg napper dem gerne med i madpakken enten som morgenmad eller en god snack hen på eftermiddagen. Og min mand er begyndt at efterlyse dem, når vi er på langtur i bilen. Sunde bananmuffins lukker nemlig også munden på et lavt blodsukker, når vi er in between måltider på landevejen.
Glutenfri bananmuffins
Jeg tåler selv gluten udmærket – og jeg spiser også gerne smør – men du kan også sagtens spise mine sunde bananmuffins, hvis du ikke tåler gluten. I stedet for mel bruger jeg havregryn (hvis du lider af decideret glutenallergi, skal du vælge glutenfri). Og i stedet for smør bruger jeg peanutbutter – i en ikke for voldsom mængde. Det viste sig at være et godt trick, for der ér jo noget med bananer og peanutbutter, ikk’?

Hampefrø – et ekstra tilskud til de sunde bananmuffins
Kender du det – at du nogle gange står med et nyt produkt i hånden og tænker ‘og hvad skal det så gøre godt for?’
Sådan havde jeg det med hampefrø. Det måtte jeg læse lidt op på, og her får du den korte version. Hampefrø giver lidt sundere bananmuffins, fordi de indeholder:
- Alle 9 essentielle aminosyrer, altså aminosyrer som vores krop har brug for, men ikke selv kan danne. De findes typisk i kød og andre animalske produkter, men altså også i hampefrø.
- Højt indhold af Omega 3 fedtsyrer. Her er pointen, at du har brug for den rigtige balance mellem Omega 3, 6 og 9, og den balance har hampefrøene. Typisk får vi for lidt Omega 3 i forhold til Omega 6 og 9. Omega 3 hjælper blandt andet hjælper med at holde blodårerne elastiske (læs: mindre risiko for forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme) og cellevæggene i hjernen smidige (læs: det bliver lettere for hjernen at sende og modtage signaler).
- Fibre, E-vitamin og en god sjat mineraler som jern, fosfor, magnesium og zink.
Du kan læse mere om hampefrøenes sundhedsfordele fx hos Hjerteforeningen. Mine hampefrø er de økologiske fra Valsemøllen.
Og et tip: Du kan erstatte mandler med hampefrø. Så springer du bare punkt 1 over i fremgangsmåde og blander dejen på én gang.