Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Hjemmebagt kransekagekonfekt er perfekt både til at afslutte det gamle år – og til at byde det nye år velkommen. Til kaffen og til boblerne nytårsaften. Og sjovt nok kan jeg altid spise et par stykker, selvom nytårsmiddagen jo ikke hører til årets mindste måltider.

Det handler simpelthen om, at hjemmebagt kransekagekonfekt smager allerbedst. Og den er faktisk nem at lave, når du har fat i de rigtige ingredienser.

Lav din egen kransekagemasse til sprøjtepose

Som du nok kan gætte, bager vi altid vores kransekagekonfekt til nytår selv i min familie. Og nu skal du høre hvorfor:

Ét år lod jeg mig friste til at prøve de flotte opsatser, de har i Føtex. Et kransekagetårn, der så superflot ud. Men! Hold nu op, hvor var det tørt og ALT for sødt. En kæmpe skuffelse, når jeg nu altid har været forkælet med min mors hjemmebagte kransekage. Så her kommer den ægte vare: En lækker kransekagemasse til sprøjtepose. Den giver ca. 40 stykker kransekagekonfekt. 

Hvis du vil bage et kransekagetårn, skal du gange portionen med 3. Instruktion følger længere nede.

Bag din kransekage med speciel marcipan fra Odense Marcipan

Bemærk, at hvis du bruger almindelig marcipan, vil din kransekage have tendens til at flyde ud. Så gør dig selv en tjeneste og få fat i rigtig bagemarcipan. Jeg bruger Odense Marcipans Kranse XX. (Hvis linket driller – søg på Odense kranse xx).

Hvis du ikke kan nå at få fat i den, vil jeg faktisk anbefale, at du i stedet køber færdigblandet kransekagemasse i supermarkedet.

NB – update: Jeg kan se, man nu kan købe bagemarcipan. Det må være det, du skal have fat i. Når jeg ser på ingredienserne, ser det ud til at matche min Kranse XX. Jeg skal nok teste og opdatere.

5 trin til lækker hjemmebagt kransekagekonfekt

  1. Riv marcipanen groft i hånden, og lun den langsomt i en gryde sammen med æggehvide og sukker. Den skal være ca. 40 grader (godt håndvarm).
  2. Fyld den i en sprøjtepose med stjernetylle, og sprøjt ca. 40 små toppe ud.
  3. Pynt dem med fx nødder, mandler eller cocktailbær.
  4. Bag dem i ca. 10 minutter ved 175 grader varmluft.
  5. Køl dem af, dyp bunden i smeltet mørk chokolade.

Giv kransekagekonfekten lidt afstand på bagepapiret. De små stykker hæver lidt i ovnen.

Kransekagekonfekt til nytår

GemG

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Kransekagekonfekt og kransekagetårn

Desserter og kager

Rækker til: 40-45 stk.

Forberedelse: 30 minutter

OBS! Hvis du vil bage kransekagetårn, skal du gange opskriften med mindst 3.

Til ca. 40 stykker skal du bruge:

  • 300 g kransekagemasse (Odense Kranse XX, find det på nettet)

    Tip! Du kan også bruge færdig kransekagemasse – bare følg fremgangsmåden på posen.

  • 75 g sukker (knap 1 dl)

  • 3/4 dl æggehvide

Til pynt:

  • Nødder, smuttede mandler eller cocktailbær

  • 100 g god mørk chokolade, hvis du vil lave chokoladebund

Husk også:

  • Sprøjtepose med stjernetylle

  • … og bagepapir

Til kransekagetårnet kan du pynte med konditorglasur:

  • 1 æggehvide

  • ca. 200 g flormelis

  • et par dråber citronsaft eller eddike

Sådan laver du kransekagekonfekt:

  1. Riv marcipanmassen groft og bland med sukker og æggehvide i en gryde. Lun massen langsomt, mens du rører jævnligt. Massen skal blive jævn og lun (ca. 40 grader).

  2. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

  3. Put så massen over i sprøjteposen, og sprøjt ud på bagepapir i små toppe. De hæver lidt, når de bliver bagt, så sæt dem med lidt afstand. Hvis massen er lidt for stiv, kan du bløde den op ved at give sprøjteposen 10 sekunder i mikroovnen (dog ikke, hvis du bruger stjernetylle af metal).

  4. Pynt med nødder, smuttede mandler eller cocktailbær, bag dem i ca. 10 minutter. Kransekagekonfekten skal have fine lysebrune striber.

  5. Når de er kølet af på en bagerist, kan du give dem chokoladebund: Hak chokoladen fint og smelt halvdelen blidt, mens du rører konstant, fx med en gummispatel. Vær tålmodig! Den skal blive 50 grader varm. Når den ene halvdel er smeltet og 50 grader, sluk, tag skålen af varmen og rør den anden halvdel chokolade i. Rør, til den er helt smeltet.

  6. Dyp bunden af hvert stykke kransekagekonfekt forsigtigt i chokoladen, og skrab efter med en smørekniv. Sæt dem tilbage på bagepapiret, og stil dem køligt, så chokoladen kan stivne.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip! Du kan sagtens fryse din kransekage

Kransekage er god at fryse, og den tør op på ganske få minutter ved stuetemperatur.

Kransekagetårn – det kan du også

Hvis du vil bage et kransekagetårn, får du brug for fire ting:

  • Mindst en tredobbelt portion kransekagemasse (opskriften ovenfor)
  • En passer
  • Konditorglasur af æggehvide og flormelis (ca. 200 g flormelis pr. æggehvide) + et par dråber citronsaft eller eddike
  • Mørk chokolade til bunden af ringene

Sådan gør du:

  • Ælt massen sammen i hånden og læg den på køl nogle timer – eller til i morgen. Gør bagepapir klar ved at tegne cirkler – hver cirkel skal være én cm større i diameter end den foregående. Fx 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 … cm i diameter.
  • Form kransekagedejen til stænger på tykkelse med en kvindes tommelfinger. Pres dem sammen, så de bliver trekantede (Toblerone-facon). Du kan bruge lidt flormelis på bordet, så kransekagemassen ikke klistrer for meget.
  • Placér de trekantede pølser, så de ligger præcis inden for cirklerne på bagepapiret.
  • Bag cirklerne som konfekten ved 175 grader, bare lidt længere, til de får lidt farve.
  • Hvis du ønsker chokoladebund – se punkt 5 ovenfor.
  • Pynt så med konditorglasur: Pisk 1 æggehvide grundigt med flormelis, til den er godt stiv. Der skal meget flormelis i. Til sidst giver du det et par dråber citronsaft eller eddike, så bliver den blank, når den tørrer. Fyld den i sprøjtepose, klip et tyndt hul, og sprøjt den ud i fine tynde glasurtunger. Lad dem tørre helt, før du samler dem til et tårn. Du kan ‘lime’ ringene sammen med lidt ekstra glasur.

 

Kransekagekonfekt - hjemmelavede kransekagetoppe

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Kransekagekonfekt – hjemmelavede kransekagetoppe

  1. Bruger du pasteuriserede æggehvider til kransekagemassen? Eller ved du om det kan bruges? :)

    1. Hej Louise, jeg plejer at bruge pasteuriserede – men du kan sagtens bruge friske også, da massen bliver bagt (og dermed opvarmet over 75 grader). Håber det giver mening :-) God bagelyst! Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.