Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Chokolademousse med appelsinJeg kom i festhumør og var inspireret af Det søde liv på DR. Du kan også vælge at lave moussen uden pistaciekrokant – men det er sjovt at prøve.

Opskrift på chokolademousse med appelsin

Opskriften er til 8 personer.

Til pistaciekrokanten skal du bruge:

130 g sukker
75 g usaltede pistacienødder
Revet skal af 1 økologisk appelsin (gem saften til moussen)

Til ckokolademoussen skal du bruge:

125 g god mørk chokolade
100 g pasteuriseret æggeblomme
75 g sukker
1 dl pasteuriseret æggehvide
1 spsk sukker
saft af 1/2 appelsin
1 dl piskefløde

8 flotte jordbær
8 dessertglas

Krokant – sådan:

Riv appelsinskallen, og bland den sammen med pistaciekernerne. Læg et stykke bagepapir frem.

Hæld sukkeret ud på en pande, og varm det op, til det begynder at smelte i kanten. Du skal blive ved panden – ikke noget multitasking her! Det skal smelte helt, men pas på, det ikke branker (det går lynhurtigt, når først det går). Hæld nødder og appelsinskal i det smeltede sukker, vend det hurtigt rundt og bred det ud på et stykke bagepapir. Lad det køle helt af, og hak det groft.

Chokolademousse – sådan:

Det er det store skålorgie – frem med 5 skåle!

Hak chokoladen groft og smelt den i vandbad (skål 1 og 2 inden i hinanden. Hæld kogt vand i den store og hakket chokolade i den lille. Du sætter den lille ned i vandbadet og rører rundt, til chokoladen er helt smeltet).

I skål 3 pisker du en luftig æggesnaps af æggeblommer og 75 g sukker.

I skål 4 pisker du æggehviderne helt stive og seje med 1 spsk sukker.

I skål 5 pisker du 1 dl fløde stiv, men ikke for stiv.

Kom æggesnapsen i den smeltede chokolade, og pisk godt. Tilsæt appelsinsaften og pisk grundigt igen.
Vend så den piskede fløde i chokoladeblandingen. Der skal vendes godt rundt – chokoladen har det med at lægge sig i bunden.
Tag så 1/3 af æggehviden og vend den i chokoladeblandingen – og til sidst hælder du chokoladeblandingen over i de sidste æggehvider. Vend rundt – ikke piske! – så du bevarer den luftige konsistens.

Så skal der arrangeres i portionsglas!
Kom en skefuld appelsinkrokant i bunden af hvert glas, og fordel moussen ovenpå. Evt. med en sprøjtepose, hvis det skal se blæret ud. Sæt glassene på køl.

Lige før servering pynter du: Skær bladene af jordbærrene og halver dem (se foto). Stil dem ovenpå moussen og drys med lidt krokant.

Tips:
Du kan spice moussen lidt op fx sådan:

  • I stedet for appelsinsaften tager du 2 spsk knaldstærk kaffe (den skal være kold) og 2 spsk cognac
  • I appelsinversionen kan du også tilsætte appelsinskal – det vil jeg faktisk anbefale.

I stedet for pistacienødder kan du også bruge andre mandler eller nødder – bare de er naturel uden salt.

Hvis du kan få friske hindbær, er de skønne i stedet for jordbær.

Hvis du springer krokanten over, kan du i stedet drysse lidt smuttede, ristede, hakkede mandler på. Faktisk ret godt.

Portionerne er ikke store, men det skal de heller ikke være! Pyh …

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *