Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()

Opskrift på lagkage med brombær og chokoladebunde

Brombærlagkage med chokoladebunde er en ekstra smagfuld lagkage med en lækker brombærmousse. Og den var svaret, da vi fik en overflod af brombær fra min søster, og vi skulle holde fødselsdag i huset.

Brombær kan noget sammen med chokolade (og fløde), så jeg valgte at gå med chokoladebundene og en skøøøn brombærmousse, der faktisk også bare kan spises i sig selv. Men så er der jo ikke en lagkage.

Lagkage med brombær giver en lang opskrift. Men bare rolig. Det er altså ikke så besværligt, som den lange opskrift kan friste dig til at tro …

Hvis du bager bundene i forvejen, er det ekstra nemt på dagen.

Brombærlagkage med chokoladebunde

Brombærlagkage med bagebælte – og uden buet top!

For at få tre nogenlunde flade lagkagebunde har jeg brugt et bagebælte – det er nemmere, end det lyder! Og det kræver ikke særligt udstyr, du ikke har i huset.

Sagen er, at når du bager lagkagen i en springform, får dejen hurtigt varme i siderne, så den stivner først i kanten. Det betyder også, at når kagen så hæver videre i ovnen, hæver den mest på midten. Og det gør, at den øverste bund har tendens til at blive meget buet.

Derfor: Brug et bagebælte. I mit tilfælde var det bare et viskestykke, jeg foldede, så det passede til højden på springformen, gjorde det vådt, og vred det op. Det bandt jeg om springformen med en snor, viklet et par gange rundt.

Det våde viskestykke holder temperaturen nede i kanten, så hele kagen kan hæve mere harmonisk. Og det bliver lettere at skære 3 ensartede flade bunde, når lagkagen er bagt.

OBS!

Jeg anbefaler, at du fjerner bagebæltet efter ca. en halv time, så du er sikker på, kagen bliver gennembagt i kanten.

Bemærk, at når du bruger bagebælte, får kagen typisk lidt længere bagetid.

Tip: Øh, hvordan bliver chokoladekagen til 3 chokoladebunde??

Sådan: Skær først en rille hele vejen rundt der, hvor du gerne vil have, bundene skal dele. Det gør du to steder, så du får 3 ca. lige tykke bunde. Tag så et stykke sytråd (ca. 80 cm), og træk det ind i rillen hele vejen rundt. Du krydser de to ender og trækker til – vupti, tråden skærer kagen igennem. Det gør du først i den ene rille, så i den anden, og du har 3 bunde.

Tip: Solbær i stedet for brombær

Hvis du hellere vil bruge solbær, kan du sagtens gøre det. Du skal evt. bruge mere sukker, og du kan udelade citronsaft.

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Brombærlagkage med chokoladebunde

Desserter og kager

Rækker til: 8-10

Tilberedning: 55-60 minutter

Chokoladelagkagebunde - du skal bruge:

  • 200 g smør

  • 200 g rørsukker

  • 200 g hvedemel

  • 2 tsk bagepulver

  • 5 spsk kakao

  • 4 æg

  • 4 spsk fløde

Brombærmousse - du skal bruge:

  • 250 g brombær, evt. fra frost

    Tip: Du kan også bruge solbær!

  • 3 spsk sukker

  • 3 spsk citronsaft

  • 4 blade husblas

  • 2 dl piskefløde

  • 1 æggehvide (pasteuriseret)

  • evt. 3 spsk brombærlikør

Chokoladetop og pynt - du skal bruge:

  • 100 g mørk chokolade

  • 1 spsk smør

  • 2 spsk kogende vand

  • Ristede mandelsplitter

  • Friske brombær til pynt

Sådan laver du chokoladebundene:

  1. Sæt alle ingredienser frem og vent, til de har stuetemperatur.

  2. Beklæd en springform med bagepapir, og giv den et bagebælte på.

    Tip: Se instruktion om bagebælte ovenfor.

  3. Tænd ovnen på 140 grader varmluft.

  4. Pisk smør og sukker sammen. Tilsæt så de øvrige ingredienser på én gang, og pisk, til dejen er jævn. Ikke for længe. (Dette er kun muligt, når alle ingredienser har stuetemperatur).

  5. Hæld dejen i formen, og bag i 55-60 minutter. Test med en tandstikker eller stegegaffel, at der ikke følger dej med op, når du prikker i den. Så er den færdig.

    Tip: Hvis du bruger bagebælte – så husk også at tjekke, at kagen er færdigbagt i kanten.

  6. Sæt formen på en bagerist, og lad den køle af 5-10 minutter, inden du vender kagen ud, så den kan køle helt af.

Brombærmousse - sådan gør du:

  1. Vend brombærrene med sukker og citron, og blend med en stavblender. Læg husblas i koldt vand, til den er helt blød og slatten. Lad så vandet dryppe lidt af, og læg husblassen i en gryde – varm f-o-r-s-i-g-t-i-g-t op, til den smelter. Rør den godt rundt i brombærrene, smag evt. til med lime og likør, og sæt det på køl. Imens pisker du først æggehvide og derefter fløde stiv. Når brombærblandingen begynder at stivne, vender du først fløde og til sidst æggehvide i. Sæt på køl igen, til den sætter sig.

Sådan lægger du chokoladelagkagen sammen:

  1. Del bundene (se instruktion ovenfor).

    Fordel halvdelen af moussen på den nederste bund. Læg den mellemste bund på, og fordel den anden halvdel af moussen her, inden du lægger toppen på. HVIS du synes, moussen flyder lidt for meget ud, så sæt den på køl med første lag, inden du tilføjer det næste. Sæt på køl igen, inden du lægger toppen på. Og til sidst, inden servering: Tag en kniv og smør den udflydende mousse ind omkring kagen. Er der for meget, kan du jo blive nødt til at smage lidt på det …

Sådan pynter du chokoladelagkagen:

  1. Hak chokoladen og smelt den i vandbad (to metalskåle inden i hinanden. Der er kogende vand i den store, og du sætter den lille indeni og smelter chokoladen her. Du kan også bruge to gryder inden i hinanden). Tilsæt smør og kogende vand, og rør godt rundt.

  2. Smør chokoladeblandingen på toppen, og pynt evt. med mandelsplitter og flotte, friske brombær. Sæt kagen på køl, til den skal spises.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Brombærlagkage med chokoladebunde

Måske også noget for dig?

2 kommentarer til Brombærlagkage med chokoladebunde

    1. Hej Sus, det er en god idé, som jeg desværre ikke har prøvet – men jeg er da helt sikker på, du kan gøre det. Bedste bud er ca. 300 g brombær. Håber det bliver godt :-) Kh Bodil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.