Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Arabiske fladbrød med fuldkornDer er næsten gået sport i at bage arabiske fladbrød hjemme hos mig. Bare en koldhævet gærdej uden fedtstof, en kagerulle og en varm pande, så kører det.

Der var ellers engang, hvor alt mit brød blev bagt i ovnen. No more.

Der var også engang, hvor jeg altid spiste falafel i pitabrød. No more.

Og så var der dengang, hvor en gryderet altid fik flûtes til. No more.

Endelig var der dengang, hvor en pose tortillas fra Netto var det eneste svar på wraps. No more.

(Og tænk, hvor meget man kan fylde i wraps – et genialt madpakkebrød, især hvis du ikke har kniv og gaffel med til stranden eller i toget eller …)

Med andre ord:

Jeg har for alvor opdaget potentialet i fladbrød. Arabiske fladbrød :-)

Fladbrødene bager jeg i alverdens afskygninger. Det er nemt, det er hurtigt, de er superanvendelige, og så er det også lidt sjovt.

Arabiske fladbrød med fuldkornArabiske fladbrød med eller uden fuldkorn?

Hvis du køber arabiske fladbrød hos din grønthandler, er de fleste bagt på hvidt mel. Jeg er fan af lidt mere bid, så jeg har bagt mine på rent stenkværnet hvedemel med alle skaldele. De har en god og billig variant i Netto, for tiden i fast sortiment. Fra finax. Det får jeg ikke penge for at sige – desværre ;-)

Du kan sagtens bruge hvid hvede også.

Fladbrød med eller uden gær?

I nogle kulturer bager de fladbrød helt uden gær – det giver et kompakt brød. Jeg kan godt li’ det lidt luftige fladbrød, så jeg bruger en lille smule gær og lader dejen koldhæve et halvt eller et helt døgn (alt efter hvornår jeg kommer i tanker om, at der skal fladbrød til aftensmaden).

Du kan også gi’ dejen et ekstra skud gær og bare lade den hæve 1 times tid.

Fordelen ved koldhævningen er – ud over, at brødet smager af mere og holder sig bedre – at du kan komme ind ad døren og have fladbrød klar en halv time efter.

Fladbrød med eller uden krydderier?

Krydderier i brød er en sag for sig. Der SKAL jo fx kardemomme i hveder. Jeg putter også gerne rosmarin i mine rugknækbrød, og rosmarin smager rent fantastisk i grovbrød, der ikke lige skal bruges til marmelade eller nutella.

Så mine fladbrød får også et skud ekstra smag. Her har jeg brugt både frisk og stødt koriander sammen med lidt stødt spidskommen, men du kan også bruge friske andre krydderier og krydderurter efter smag. Fx ramsløg i sæsonen.

Opskrift på arabiske fladbrød med fuldkorn

Aftensmad, Brød og boller

Rækker til: 8 stk.

Forberedelse: 8-24 timer

Tilberedning: 30 minutter

Du skal bruge:

  • 4 dl koldt vand
  • 5 g gær
  • 550-600 g mel (stenkværnet, hvid hvede eller et mix af fuldkorn og hvid hvede)
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1/2 tsk stødt spidskommen
  • Evt. en håndfuld frisk koriander, hakket
  • Lidt ekstra mel til udrulning

Husk også:

  • En kagerulle (eller til nød en vinflaske)

Sådan gør du:

  1. Opløs gæren i vandet, og ælt dejen sammen. Dæk den med en opklippet frysepose, og sæt den koldt, gerne i køleskab. Lad den stå der 8-24 timer, til du skal bruge den.
  2. Ta' dejen ud på bordet, og del den i 8 stykker.
  3. Sæt varme på en stor pande (ikke max, men nok over middel, med mindre du har gas). Rul det første brød ud. Der må gerne være overskydende mel på. Smid brødet på panden. Vend det, når det er boblet godt op, og lad det få farve på den modsatte side også.
  4. Fortsæt, til der ikke er mere dej tilbage.
  5. Og så var der ikke flere trin.

Tip! Fladbrød kan fryses

Behøver jeg at sige, at du sagtens kan fryse dine fladbrød og hurtigt tø dem om til din aftensmad eller en madpakke?

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.