Følg med her:
Spidskålssalat med koriander og råsyltede rabarber
Spidskålssalat med koriander og råsyltede rabarber er en frisk spidskålsvariant, der smager af forår. Og lidt af østen, for jeg råsylter rabarber i ingefær.
Eneste lille hurdle er, at rabarberne skal være friske, så det gælder om at slå til i rabarbersæsonen. Heldigvis nåede jeg lige at få syltet et frisk bundt, inden de pludselig var væk fra hylderne.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til de råsyltede rabarber skal du bruge:
- 75 g friske rabarber
- 10 g frisk ingefær
- 3 spsk rørsukker
- ½ dl vand
Til dressingen skal du bruge:
- 2 spsk lage fra de råsyltede rabarber
- 1 lime (saften (gem lidt til senere))
- 3 spsk olie
- salt
Til salaten skal du også bruge:
- 2 dl quinoa
- 3 dl vand
- salt (til quinoa)
- 400 g spidskål
- 2 avocados
- 1 bundt frisk koriander
- ½ dl ristede peanuts (helst usaltede)
Sådan gør du:
Sådan sylter du rabarberne:
- Skyl og trim rabarberne. Skær dem i tynde skiver (1/2 cm ca.), og pres dem godt sammen i et opbevaringsglas.
- Trim ingefæren, og skær den i papirtynde skiver eller små tern.
- Kog vand, sukker og ingefær op i en kasserolle, og lad det simre, til sukkeret er opløst. Hæld blandingen over rabarberne. Sæt låg på.
- Sæt rabarberne i køleskabet. Vend evt. rundt på glasset en gang imellem. Rabarberne kan spises efter en time eller to, men de er endnu bedre i morgen.
Sådan laver du dressingen:
- Si 2 spiseskeer af lagen fra de råsyltede rabarber, og bland den med limesaft, olie og salt.
Sådan laver du spidskålssalaten:
- Skyl og kog quinoa. Køl af. Og imens …
- Snit spidskålen fint – i hånden eller på mandolinjern.
- Snit avocadokødet i tern. Dryp og vend ternene med limesaft. Skyl, pil og hak koriander meget groft.
- Vend afkølet quinoa, spidskål, koriander og avocadotern sammen, og spred ud på et salatfad. Fordel rabarber og ristede peanuts over. Hæld dressingen over til sidst.
Spidskålssalat med asiatisk touch
Hvis du har kigget lidt i mit salatarkiv, har du sikkert opdaget, at jeg er stor fan af spidskålssalater – og gerne med koriander. Heldigvis findes der utallige variationer over temaet, og her i rabarbersæsonen må jeg naturligvis eksperimentere med dem. Og ingefær.
Denne her spidskålssalat skulle også mætte i min madpakke så den fik både avocado og kogt quinoa. Hvis du bruger den som tilbehør, kan du evt. udelade quinoa.
To slags syltede rabarber
Da jeg lavede salaten første gang, var det med søde råsyltede rabarber. De er syltet med en simpel lage af vand, sukker og ingefær.
Hvis du har lyst til at lave en større portion syltede rabarber, vil jeg anbefale, at du også bruger eddike, som du koger op med sukker og vand. Tilsætter krydderier (fx ingefær), og hælder det over rabarberne. De holder længere, og derfor giver det mening at lave en stor portion. Jeg laver typisk af et helt bundt rabarber ad gangen.
Og eddikelagen er genial i salatdressingen!