Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Grissini med rosmarin og rugmel - sund snackGrissini med rosmarin er en sund, nem og fremragende snack til den lille sult – eller som en lille appetizer før spisetid. Fx en snack til en drink og en god dip?

Grissini med rosmarin – og rugmel?

Hvorfor skulle der lige rugmel i mine grissini, kan du spørge. De fleste bager dem med hvedemel, men – lang historie …

Den starter med årets havesucces: Mine krydderurter er gået helt amok i år.

De har nemlig fået sig et højbed at vokse i. Her har jeg kunnet vande dem så grundigt, at det ikke tørrede ud, selv om jeg var væk i 14 dage (i denne her sindssyge solskinssommer).

Hos mig er rosmarin kongen af krydderurter – og især, når vi taler krydderurter i bagværk. Derfor har jeg selvfølgelig sat rosmarin i højbedet, og den har haft en fremragende sommer. En sikker kandidat til mine grissini. Frisk og fuld af duft.

Og så er der jo det, at rosmarin – i min bog – har en evig romance med rugmel. Det kan du fx teste i mine knækbrød med rugmel og kerner – og nu bliver de også forenet i de her lidt grove grissini.

Grissini med rosmarin og rugmel - sund snack… og med hummus og persilleolie

Hos mig fik de sprøde italienske brødpinde godt selskab af hummus, lidt persilleolie – og uden for billedet: Aperol spritz. Muligvis so last year, men det der bittersøde går godt sammen med en salt snack.

Persilleolien skyldtes, at højbedet også fik min persille til at springe ud som busk (ikke bare en lille potte-persille), så jeg høstede en god stor dusk.

Persilleolien kan du nemt lave i en lille foodprocessor eller minihakker. Jeg tog heftigt meget persille, noget god olivenolie og lidt hvidløg og salt. Tænker, den mix også vil gå godt til de rødspætter, vi har taget med hjem fra Nordjylland. De ligger bare i fryseren og venter – men det er en helt anden historie …

Opskrift på grissini med rosmarin og rugmel - en sund snack

Snacks og dips

Rækker til: 20

Forberedelse: 10 minutter + hævetid

Tilberedning: 20-25 minutter

Du skal bruge:

  • 1,5 dl vand
  • 10 g gær
  • 75 g rugmel
  • 100 g hvedemel
  • 1 spsk frisk, fint hakket rosmarin (eller 1 tsk tørret)
  • 1 tsk salt

Sådan gør du:

  1. Ælt dejen sammen i en skål, og lad den hæve på køkkenbordet til dobbelt størrelse (et par timer eller deromkring - ikke så afgørende).
  2. Del dejen i 20 lige store stykker, og rul dem ud til tynde pølser på ca. 25 cm. Læg dem på bagepapir på to bageplader (læg dem på tværs, det passer med længden).
  3. Tænd ovnen på 175 grader varmluft, og lad grissinierne hæve lidt så længe. Når ovnen er varm nok: Sæt begge plader ind, og bag dem 20-25 minutter, til de er lysebrune og sprøde. Måske lidt længere - se tip nedenfor.
  4. Gem dem i en lufttæt beholder, hvis du ikke spiser dem med det samme.

Tip! Hvordan får du dine grissini HELT sprøde?

Ovne er forskellige, og grissini kan også blive lidt bløde, når de har ligget nogle dage. Så kan du nemt gøre dem sprøde (igen): Sæt dem i ovnen på 150 grader – alt fra 3 til 15 minutter, alt efter hvor bløde de er. Så knaser de!

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.