
Indonesisk kyllingesatay med peanutsauce – jeg troede, jeg var kommet i himlen, da jeg fik det første gang i Indonesien tilbage i 1985. Og her får du opskriften: Kyllingespyd med en overraskende god marinade. Og med varm peanutsauce, der får det hele til at tage endnu et par trin op ad stigen.
Lav marinaden i en minihakker, så er det nemt.
Opskrift på indonesisk kyllingesatay
Du tager:
1 dl kokosmælk (en lille dåse – eller tag fra en stor dåse, og lav peanutsauce af resten)
1 løg
1 fed hvidløg
2 cm frisk ingefær uden skræl
1/2 tsk std koriander
1/2 tsk std spidskommen
1/4 tsk anis
1/2 spsk farin
1 spsk limesaft
1 spsk soyasauce
1/2 spsk olie
Kyllingefilet til spyddene.
Sådan gør du:
Blend alle ingredienserne til marinaden.
Skær kyllingefileterne i skiver. Lad kyllingen marinere 1-2 timer eller mere. Sæt dem på spyd og smid dem på grillen, grillpanden eller under grill i ovnen til de er netop gennemstegte.
Sikker succes!
Tip:
Du kan også marinere kæmperejer eller strimlet oksekød efter samme princip. Husk at tage skallen af rejerne først, så de tager smag af marinaden.