Koldskål med kefir og ekstra protein
Vil du ha' flere opskrifter i samme stil?

Du kan vælge mellem to nyhedsbreve - direkte i din indbakke. Vil du se?

Koldskål med kefir og ekstra protein

Frisk og cremet koldskål med kefir, skyr og citron giver en proteinrig og nem sommerdessert. Toppet med bær og ristede havregryn for ekstra knas.

Opskrift på koldskål med kefir

Vil du gerne ha’ en frisk og nem koldskål, der lige gør lidt ekstra for dit velbefindende, så kommer opskriften her. Koldskål med kefir har et ret solidt næringsindhold takket være kefir og skyr. Det giver en tyk og cremet koldskål – uden æg – som du lynhurtigt kan svinge på bordet. Og den smager virkelig dejligt.

Perfekt i det dovne sommerkøkken.

Koldskål med kefir – hvorfor?

Klassisk koldskål laves jo typisk med kærnemælk eller tykmælk, og det gør jeg også. Men kefir tilfører noget ekstra. Kefir er en fermenteret mælkedrik, der har langt flere naturlige probiotiske bakterier end andre syrnede mælkeprodukter – det er godt for din maves mikrobiom (det, der hed tarmfloraen i gamle dage) og fordøjelse. Kefir giver koldskålen en let syrlig, forfriskende dybde, som bare passer perfekt til citronen.

Smagen minder om kærnemælk, så ingen overraskelser der. Du bytter bare én ingrediens og får en koldskål, der faktisk gør lidt ekstra for maven.

Koldskål med kefir og ekstra protein

Koldskål med kefir og ekstra protein

Forb. tid 10 minutter
Giv de første stjerner!
Frisk, cremet koldskål med kefir og skyr er en proteinrig og nem sommerdessert. Top op med bær og ristede havregryn med knas.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Køkkenudstyr du skal bruge:

Du skal bruge:

  • 1 citron (økologisk, fintrevet skal og ca. 2 spsk saft )
  • 3,5 spsk flormelis
  • ½ tsk vaniljesukker Reklame for med24.dk
  • 3 dl skyr (naturel)
  • 1 liter kefir

Tilbehør fx:

  • bær
  • ristede havregryn

Sådan gør du: 

  • Riv skallen af hele citronen fint, og pres saften af halvdelen.
  • Pisk citron, flormelis, vaniljesukker og skyr sammen.
  • Tilsæt kærnemælken, og bland godt.
    Tip: Vil du ha' den ekstra luftig, kan du enten give den en tur med en stavblender eller ryste den sammen i en bøtte med låg.
  • Servér med fx frugt og ristede havregryn.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Del opskrift Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Skyr giver protein og fylde

Det smarte ved at bruge skyr i koldskålen er, at du lige skruer op for proteinindholdet. En portion naturel skyr indeholder typisk omkring 10-11 g protein pr. 100 g – det er markant mere end både tykmælk og kærnemælk. Sammen med kefir får du altså en koldskål, der rent faktisk mætter.

Skyr giver desuden koldskålen en flot, cremet konsistens uden at den bliver tung. Den rette balance mellem tykt og tyndt – så den stadig føles som koldskål og ikke som en smoothie.

Sådan får du en ekstra luftig koldskål

Når du har pisket skyr, citron og flormelis sammen og tilsat kefir, kan du give den hele molevitten en tur med stavblenderen. Det pisker luft ind i koldskålen og giver den en næsten skummende, let tekstur, der føles lidt luksuriøs.

Alternativt kan du hælde det hele i en stor bøtte med tætsluttende låg og ryste løs i et halvt minut. Det virker overraskende godt. Jeg bruger min condibøtte str. 3 liter.

Variationer af koldskålen

Det fine ved denne opskrift er, at den er en slags base, du kan lege med. Prøv fx:

  • Bær-koldskål: Blend en håndfuld jordbær eller hindbær med i skyrmassen, før du tilsætter kefir. Så får du en lyserød koldskål med naturlig sødme.
  • Ekstra citrus: Byt halvdelen af citronen ud med lime for en lidt mere tropisk kant. Eller tilsæt lidt fintrevet appelsinskal.
  • Tykkere konsistens: Tilsæt mere skyr og mindre kefir, hvis du foretrækker en tykkere, mere yoghurt-agtig koldskål.
  • Vaniljeboost: Et halvt vaniljestang i stedet for vaniljesukker løfter det hele til et andet niveau. Lidt dyrere, men måske en idé til gæster.

Ikke kun dessert – koldskål til morgenmad

Koldskål behøver altså ikke kun at være en sommereftermiddagsting med kammerjunkere. Den her version er faktisk oplagt som morgenmad. Hæld den i en skål og top med friske bær, ristede havregryn, lidt mysli eller hakkede nødder. Så har du en proteinrig, probiotisk morgenmad, der tager under fem minutter at samle.

Du kan også bruge den som base i en koldskålsgrød – rør den sammen med chiafrø og/eller mysli aftenen før, og lad det stå i køleskabet natten over. Næste morgen har du en slags overnight oats med koldskålssmag. Det er overraskende godt.

Koldskål med kefir og ristede havregryn

Tilbehør til koldskålen

Nu tænker du måske kammerjunkere, og det ku’ det sagtens være. Men prøv også:

  • Friske jordbær, blåbær eller hindbær
  • Ristede havregryn eller granola
  • Knust mørk chokolade (en upgrade i den søde dessertretning)
  • Lidt revet citronskal ovenpå til ekstra friskhed
  • Ristet kokos.

Opbevaring

Koldskålen holder sig fint 2-3 dage i køleskabet i en tætlukket beholder. Den kan godt skille lidt – bare giv den et hurtigt pisk eller ryst, så er den klar igen. Du kan sagtens lave en dobbelt portion søndag aften og have koldskål klar til både morgenmad og dessert et par dage frem.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: