Følg med her:
Juleboller med rosiner, sukat og alt det gode fyld
Juleboller er min afløser for min mors julekage, som jeg har mistet opskriften på. Og hvilken afløser! De blødeste og mest luftige, saftige juleboller med alt det gode fyld, jeg kunne komme i tanker om (og hvis der er noget af det, du ikke kan li’, kan du bare udelade det eller skrue lidt op for de andre ting).
Bag bollerne med dit yndlingsfyld
Julebollerne er bagt med kanel og kardemomme. Med revet æble. Og proppet med både syltet appelsinskal, sukat, marcipan og rosiner, der har ligget og fået en forsmag på julen i en godt glas mørk rom.
Alligevel blev jeg overrasket over, at julebollerne kunne blive SÅ helt uimodståeligt gode. Jeg kommer ikke til at savne min mors julekage, som jeg ellers har tænkt på i mange år. Og jeg ved (heldigvis), mine børn ikke kan li’ alle de der tørrede, syltede frugter, så jeg må jo selv …
Hoho.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
Til julebollerne skal du bruge:
- 1 æble (groft revet)
- 25 g gær
- 2,5 dl mælk
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk kanel
- ½ tsk salt
- 2 spsk sukker
- 1 æg
- 500 g mel
- 100 g koldt smør
- 50 g syltet appelsinskal (i små tern)
- 50 g sukat (i små tern)
- 50 g marcipan (i små tern)
- 50 g rosiner (evt. opblødt i rom eller tilsvarende)
Til pensling og pynt
- 1 æg (sammenpisket)
- ca. 12 hakkede mandler
- sukker eller tesukker
- evt. lidt flormelis
Sådan gør du:
- Hvis du vil udbløde rosinerne – start med det. De er bedst, hvis de får lov at stå et døgns tid.
- Start med at rive æblet groft (du behøver ikke skrælle først).
- Lav dejen i røremaskine: Opløs gæren i mælken, og tilsæt kardemomme, kanel, salt, sukker, æble, æg og mel. Rør dejen godt i 5-8 minutter.
- Hak det kolde smør i små tern, og tilsæt dem på en gang. Rør videre, til de er helt indarbejdet i dejen.
- Tilsæt syltet appelsinskal, sukat, marcipan og rosiner, og rør, til de er fordelt i dejen. Dæk den så med fx en opklippet frysepose, og lad den hæve på køkkenbordet 1-2 timer.
- Tag dejen ud på et meldrysset bord, og form den til 12 boller på godt 100 g stykket. Sæt dem i en bradepande, 3 * 4 stk. Dæk dem med et fugtigt viskestykke, og lad dem hæve ca. 1 time.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pensl bollerne med æg, drys med hakkede mandler og til sidst tesukker. Når ovnen er varm: Bag de små 13-15 minutter, til de er gyldne. De store skal have ca. 20-22 minutter – dæk med folie til sidst, hvis de bliver for mørke. Lad dem køle af på en bagerist.
- Du kan give bollerne et drys flormelis, når du serverer – et lille snelandskab. Bollerne er gode i sig selv, men du kan også roligt nyde dem lune med koldt smør!
Muttis tips
Koldhævede juleboller
Foretrækker du at lade dejen til dine juleboller hæve længere, kan du lave koldhævede juleboller i stedet. Brug opskriften med nogle få justeringer:
- Brug kun 7-8 g gær
- Rør dejen sammen som beskrevet. Lad den hæve 1-2 timer på køkkenbordet og vælg så:
- enten a: Sæt dejen til at hæve i køleskabet til i morgen. Tag dejen ud, form bollerne, og lad dem efterhæve 1-2 timer, til de er synligt hævede.
- eller b: Form bollerne, og sæt dem til at hæve koldt til i morgen (nok mest velegnet til de store boller i bradepanden). Tag dem ud 2-3 timer før, du vil bage, så de når at temperere og hæve.
- Bag dem som beskrevet i punkt 6.
Juleboller som julekrans
Lidt for sjov har jeg også bagt julebollerne i en krans, men du kan sagtens bare bage dem som almindelige boller. Der blev to kranse af portionen – 20 små boller i alt.
Du kan også bage dem som hveder i en bradepande. Her lavede jeg 12 store juleboller, der voksede sammen og var virkelig gode at flække og riste – som hveder. Det er den størrelse, jeg guider i opskriften.
Hvis du vil have en rund krans, så find en tallerken med en diameter på ca. 28 cm, og tegn omridset på et stykke bagepapir. Sæt så bollerne inden for kransen, når du former dem. Når de hæver – og bliver bagt – lukker de kransen. Men du kan altså ikke hænge den op til pynt 😉 Spis den i stedet.
Og gi’ den måske et fint drys sne, når du serverer …
Andre gode boller til jul?
Hvis du er på udkig efter søde boller til jul, så kig også på:
Gode opskrifter
Hej Søren, tusind tak – det er jeg glad for, du synes! Fortsat god fornøjelse på bloggen 🙂 Kh Bodil