Følg med her:
Fyldte portobellosvampe med gedeost
Få en fest på fem minutter. Ahr, okay, lidt længere og plus 15 minutter i ovnen. Men nemt er det. Og faktisk er de fyldte portobellosvampe meget mere end en forret. Brug den som tilbehør til fisk eller grillmad – eller som en lun ret på en buffet, måske …
Lækkert er det. Umami fra svampene, salt og cremet fra osten og det sødlige fra bløde rødløg og et lille dryp flydende honning.
Fyldte portobellosvampe – med gedeost eller måske feta?
Du kan bruge den gedeost, du foretrækker, og hvis du ikke er så vild med gedeost, har jeg to tips:
- Prøv med den helt milde fløde-gedeost. Den brugte jeg her. Virkelig lækkert.
- Du kan også bruge feta – det giver en helt anden mere salt og fremtrædende smag.
Hvis jeg var din mor, ville jeg nok sige – prøv at starte med den helt milde gedeost. Den er så cremet , at den næsten er flødeskum. Men jeg er jo ikke din mor (med 3 undtagelser), så du gør, som du vil 😉
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 4 portobellosvampe
- 100 g rødløg (1-2 stk.)
- 1 fed hvidløg
- olivenolie
- salt (peber)
- 6 skiver gedeost (fra lille rulle )
- flydende honning (til at dryppe med)
- frisk timian (eller persille )
Sådan gør du:
- Rens svampene, fjern stokken, og hak den – så kan den komme i fyldet.
- Rens og pil rødløg og hvidløg, og svits dem i olien, til de er klare – ikke brune, så ikke for varmt. Tilsæt de hakkede portobello-stokke, og giv det et par minutter mere. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Skær osten i små stykker, og vend den i løgblandingen sammen med bladene fra den friske timian.
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
- Læg portobellosvampene i et smurt ildfast fad, og fordel fyldet på dem. Dryp med lidt honning henover fyldet. Sæt fadet i ovnen og vent 12-15 minutter, til svampene er møre. Voilá.
Forresten, de fyldte portobellosvampe bliver ikke ringere af at få selskab af den hjemmebagte focaccia!
Andre opskrifter med svampe
Elsker du også smagen af umami, og er du vil med svampe, er du kommet det rigtige sted. Jeg har elsket svampe helt fra barn – hvor jeg bare sad ved bordet og råbte ‘jammer!’, som var mit ord for champignons. I dag får jeg faktisk oftest kantareller, fordi vi finder så mange om sommeren, men altså – her får du et par andre forslag til opskrifter med svampe. Du kan fint skifte mellem champignons, portobello, shiitake, kantareller, østershatte – eller hvad du eller har adgang til:
Portobellosvampene, som jeg fyldte med fetaost, blev mums?
Hej Susie, tak for din kommentar! Og godt at høre – selv har jeg næsten altid feta i køleskabet, så det bliver da også min version næste gang 🙂 Kh Bodil
Hej.
Hvornår og hvad er det, du drypper med honningen?
Mvh
Eva
Hej Eva, godt spørgsmål! Jeg drypper honning henover fyldet. Nu har jeg også tilføjet det i opskriften.
Tak for lige at sige til – så jeg ku’ få det rettet.
Kh Bodil
Hej de lyder så lækre dem vil jeg lave i aften. Kan jeg forberede dem her til formiddag og bage dem i aften. Mvh Anne
Hej Anne, det kan du sagtens! God fornøjelse!
Kh Bodil