Butterdej med feta og spinat – en nem haps!

Sprød butterdej med feta og spinat er en supernem haps - til frokost, appetizer, snack, forret, brunch eller buffet. Her er opskriften!

Nem opskrift på sprød butterdej med feta og spinat

Det er ikke så ofte, jeg laver opskrifter med butterdej – måske ikke verdens sundeste spise, men hold nu op: Det er sprødt, nemt og lækkert. Så her får du en lille haps, du hurtigt kan få i ovnen, hvor den passer sig selv i en halv times tid.

Og ud hiver du sprøde stykker med cremet fetafyld, spinat og persille. Kombinationen af den salte, bløde ost og den sprøde butterdej gør det til en lækker forret, snack, appetizer – eller en populær ret på en buffet eller til brunch.

En oplagt lille sag til gæster, fordi de både ser så fristende ud og smager fantastisk. Men herhjemme bager vi den altså også bare til os selv.

Du kan servere butterdejspakkerne både lune og afkølede – og hvis du får nogen tilovers (næppe!), kan de nemt gemmes til en madpakke dagen efter.

Butterdej med feta og spinat - en nem haps!

Butterdej med feta og spinat

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 30 minutter
Samlet 45 minutter
Giv de første stjerner!
Butterdej med feta og spinat er en virkelig nem haps – sprød udenpå, cremet indeni og ret uimodståelig til den lille sult.
Antal: 10 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

  • 1 plade butterdej (275 g)

Fyld:

  • 3 forårsløg (finthakket)
  • 25 g bredbladet persille
  • 150 g spinat
  • 1 æg
  • 200 g feta
  • 100 g mozzarella
  • 25 g pinjekerner

Til pynt og servering

  • 1 æg
  • sesamfrø
  • flydende honning
  • bredbladet persille

Sådan gør du: 

  • Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir.
  • Snit forårsløg i skiver. Hak spinat og persille groft. Smuldr feta, og riv mozarella i hånden. Bland så alle ingredienserne til fyldet godt sammen.
  • Rul butterdejen ud til ca. 55 * 30 cm, og fordel fyldet jævnt over hele fladen – hold lidt afstand til bageste kant. Glat fyldet ud, så det bliver nemmere at rulle.
  • Rul dejen sammen som til kanelsnegle, og tryk rullen lidt flad.
  • Skær rullen i stykker på ca. 5 cm, så du får 10-11 stykker.
  • Pisk ægget sammen i hånden, og pensl rullerne. Drys med sesamfrø, og pensl igen.
  • Bag i ca. 30 minutter, indtil butterdejspakkerne er gyldne og sprøde. Giv dem hellere lidt for meget end lidt for lidt – så får du en sprød bund.
  • Dryp med lidt flydende honning, lige når de kommer ud af ovnen.
  • Klip evt. lidt persille over – og nyd dem lune!
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Pin Del Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Sprød butterdej med feta – græsk inspireret

Du kender måske en græsk spanakopita – en tærte med feta, spinat og filodej, som kan fås i et utal af variationer. Den er også klart min inspiration til de her sprøde butterdejspakker.

Jeg springer bare over, hvor gærdet er lidt lavere og bruger købt butterdej.

Jeg giver dem også lidt ekstra lækker smeltefornemmelse med mozzarella.

Og formen, den er supernem: Bare rul et stykke butterdej ud, til det bliver lidt større – ca. 50 cm langt – fordel fyldet, rul sammen, og skær i passende stykker.

Vil du ha’ dem i en tyrkisk version, så er vi tilbage ved filodejen, og du finder en opskrift herunder. Bemærk, at jeg steger dem på pande i olie, men du kan også pensle dem og bage dem i ovnen, hvis du vil spare lidt på fedtprocenterne:

Sigara börek – filoruller med feta
De sprøde filoruller er en super delikat lille haps som appetizer – eller som del af en større buffet.
Gå til opskrift
Sprøde filoruller med feta - sigara börek

En perfekt balance af smag og tekstur

Det er ikke uden grund, butterdej med feta findes i så mange udgaver. Og når du også giver dem mozzarella, får de varme stykker den umiskendelige lækre oste-fornemmelse, du også kender fra en italiensk pizza.

Så alt i alt er ostefyldet både cremet og salt, spinaten giver lidt friskhed, mens pinjekernerne giver et let nøddeagtigt bid. Går du all in, giver du dem også et dryp honning, lige når de kommer ud af ovnen – så du får både sødt og salt, sprødt og cremet i hver mundfuld.

Den slags små detaljer gør virkelig en forskel. Hvis du ikke har prøvet at kombinere butterdej og honning før, så glæd dig – det er en game changer!

Hvem vil ikke snuppe et stykke sprød butterdej med feta?

Det smarte ved butterdejspakkerne er, at du kan servere dem til alle mulige anledninger. Brug dem som en let frokost med en sprød grøn salat, server dem som en lille appetizer sammen med et glas før middagen, som en del af en tapasmenu eller middelhavsbuffet, eller sæt dem på bordet til en brunch, hvor de helt sikkert bliver spist først. De er også fantastiske at tage med på picnic, hvor de nemt kan spises med fingrene.

Der er nu noget ved butterdej … men det er også godt med en frisk salat til:

Græsk salat – den ægte (med tips)
En ægte græsk salat med græsk feta og aromatiske tomater – den smager af sommer. Server den som forret eller tilbehør.
Gå til opskrift
Græsk salat - den ægte
Simpel grøn salat
Her får du den grønne salat, du kan bruge til næsten alt – sprød, enkel og med den bedste olie-eddikedressing, jeg kender. Altid et hit.
Gå til opskrift
Simpel grøn salat med vinaigrette og ekstra parmesan

Butterdejspakker med variationer

Jeg holder mig til den klassiske kombination af feta, spinat og pinjekerner, men du kan sagtens eksperimentere lidt, både med fyldet og formen. Prøv fx:

  • Tilføj soltørrede tomater for ekstra intens smag.
  • Tilføj lidt chiliflager for ekstra varme.
  • Riv lidt citronskal i fyldet, og få en frisk kontrast.
  • Skær dem i flere, tyndere stykker, og bag dem som snegle. Sørg da for at folde den yderste ende af dejen ind under sneglen. Sneglene skal ikke bage så længe som de pakker, jeg har lavet her.

Uanset hvordan du laver dem, er én ting sikker: Butterdejspakker med feta og spinat forsvinder hurtigt!


Du kan sagtens fryse en rest

Hvis der bliver et par stykker til overs, kan du enten gemme dem i køleskabet og lune dem lidt i morgen – eller fryse dem ned. De holder fint i op til 3 måneder ved -18 grader.

Jeg synes, de bliver bedst, hvis de bliver lunet i ovn (eller airfryer), så de bliver sprøde igen. Du kan også forsøge dig med en kombination af mikroovn (ca. 30 sekunder ved fuld effekt pr. stk.) og derefter en hurtig tur på brødristeren. Butterdej bliver dog hurtigt branket, så hold godt øje med dem.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: