Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page

Græskarstjerne - suppebrød med græskar og persillepestoMit suppebrød med græskar må være drattet direkte ned fra himlen. Så fint, så sjovt at lave – og frem for alt så fyldt med smag og duft.

Et lidt sjovere suppebrød med græskar

Der går nærmest ikke en uge, uden jeg slæber græskar med hjem i en eller anden udgave, og nogle af dem ender som græskarmos – fx til græskarkage og græskarvafler. Men hvorfor ikke også i brød? Farven er ikke til at stå for, og jeg tænkte, at græskar sikkert tilfører brødet både fugt og smag oveni. Perfekt til et bageprojekt i den oktoberweekend, hvor efteråret pludselig meldte sin ankomst.

Vi skulle have suppe.

Højbedet struttede stadig af persille.

Og så var der den rest græskarmos. (Hvis du ikke har, så se tip nederst).

Det blev til en græskarstjerne :-)

Måske også et hit, hvis du skal have suppe i juletiden?

Græskarstjerne - suppebrød med græskar og persillepestoKoldhævet og groft suppebrød …

Mit suppebrød med græskar har fået et par af mine klassiske features:

  • Jeg bager det med rent stenkværnet mel – som jeg finder til rimelige penge i Netto. Du kan også bage med hvidt mel, hvis du foretrækker det.
  • Jeg har ladet dejen koldhæve – derfor kun 10 g gær. Du kan sagtens give den 30 g gær og bare lade den hæve lunt et par timer.

Græskarstjerne - suppebrød med græskar og persillepestoMen hvordan laver man stjernen?

Det er nemmere, end jeg troede. Du skal bare være nogenlunde ferm med en kagerulle:

  • Del dejen op i 4 lige store stykker.
  • Tril dem runde, og rul dem ud til cirkler, ca. 25-27 cm i diameter.
  • Læg en cirkel på bagepapir på en plade.
  • Smør 1/3 af persillepestoen jævnt ud på den.
  • Læg så lag af skiftevis dej og pesto, og slut af med den sidste dejcirkel – uden pesto øverst.
  • Evt.: Hvis du ikke er tilfreds med faconen, så læg en stor tallerken over med bunden opad, og skær dejstablen til, så den bliver helt rund.
  • Sæt nu et glas på hovedet lige midt i cirklen. Tryk glasset lidt ned, så det sætter et mærke.
  • Tag en skarp kniv, og skær igennem alle 4 lag fra markeringen og ud – så du har 4 lige store stykker.
  • Halver de 4, så du får 8.
  • Halver de 8, så du får 16. De 16 baner bliver til 8 stjernespidser.
  • Sno banerne 1 1/4 omgang rundt, væk fra hinanden. Saml enderne grundigt.

Så er stjernen formet! Se resten af fremgangsmåden nedenfor i selve opskriften.

Græskarstjerne - suppebrød med græskar og persillepestoStjernecredits …

Faconen har jeg ikke selv opfundet. Man skal ikke følge mange madbloggere på Instagram, før man falder over stjernen her. Oftest i en sød kageversion – en kanelsnurre, nu som stjerne.

Og jeg nu har et legebarn indeni, skal det selvfølgelig prøves. Tak til blandt andre Frederikke Wærens, mummum og Stinna for hyggelig inspiration :-)

Opskrift på græskarstjerne - suppebrød med græskar og persillepesto

Aftensmad, Brød og boller

Forberedelse: 30 minutter + 8 timer

Tilberedning: 20 minutter

Til dejen skal du bruge:

  • 2,5 dl mælk
  • 10 g gær
  • 1 æg (sammenpisket - delt i to)
  • 175 g græskarmos
  • 5 g salt
  • 75 g olivenolie
  • 500 g stenkværnet mel (eller alm. hvedemel)

Til persillepestoen skal du bruge:

  • 1 dl olivenolie
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stor dusk persille (jeg brugte kruspersille)
  • 1 dl revet parmesan
  • 1/4 tsk salt

Sådan laver du dejen klar:

  1. Opløs gæren i mælken, tilsæt det halve af det sammenpiskede æg - og de øvrige ingredienser. Hold lidt mel tilbage. Dejen skal ikke blive for fast. Dæk så dejen med et låg eller en opklippet frysepose - og stil den køligt 8-12 timer. (Har du travlt? Brug 30 g gær, og stil dejen lunt et par timer, til den er synligt hævet).

Sådan laver du persillepestoen:

  1. Skyl og tør persillen grundigt. Pil hvidløget og skær det i tynde skiver. Blend pestoen, til den er jævn.

Når dejen har hævet:

  1. Følg instruktionen til stjernen ovenfor. Lad den efterhæve en lille times tid, og tænd ovnen på 180 grader varmluft. Pensl stjernen med resten af det sammenpiskede æg.
  2. Bag stjernen i ca. 20 minutter, til den er smukt gylden. Lad den køle lidt af på en bagerist, før du serverer. Stjernen kan også lunes igen før spisetid, hvis det passer bedst.

Tip: Sådan laver du græskarmos

Skær en butternut squash midt over på langs (eller et hokkaido i kvarte). Fjern kernerne, og pensl med olivenolie. Bag det i ovnen ved 200 grader i 25-35 minutter, til det er helt mørt. Frigør kødet fra skallen med en ske, og blend kødet med fx en stavblender. Voila. Der er græskarmos til mange brød, kager, vafler – eller andre ting.

Jeg gemmer græskarmosen i små portioner i fryseren, så jeg kan være lidt spontan med den.

Tip: Du kan fryse græskarstjernen

Indrømmet, det er en stor fætter at få bakset ned i fryseren, men den kan sagtens tåle det. Hvis der bliver en rest, er det også praktisk. Den holder sig fint i 3 måneder ved -18 grader.

Lad brødet tø op på køkkenbordet, og varm det umiddelbart før spisetid. Giv det 5-10 minutter ved 200 grader.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.