Ærtefrikadeller – eller ærtedeller – er noget af det bedste (og nemmeste), du kan lave med en pose frostærter og et par kogte kartofler. Dellerne bliver sprøde udenpå, bløde indeni og har en både grøn og lidt krydret smag. Lav en hurtig fetadip ved siden, nogle kartofler i ovnen måske, og en nem salat.
Jeg laver ærtefrikadellerne i falafelstørrelse, og teknikken, den er nem – noget med en sprøjtepose. Det kommer i opskriften.
Ærtefrikadeller er meget børnevenlige – lidt sødlige i smagen. Eventuelt udelad sriracha.
Ærtedeller med fetadip
Forb. tid 15 minuttermin
Tilb. tid 15 minuttermin
Samlet 30 minuttermin
Giv de første stjerner!
Ærtedellerne er supernemme vegetarfrikadeller, der smager dejligt – og bliver endnu bedre med en dip!
grøn salat(fx spidskål, rucola, asparges og radiser)
Sådan gør du:
Ærtedellerne:
Hæld kogende vand over ærterne og lad dem tø op i et par minutter. Dræn vandet fra. Skær de kogte kartofler i mindre stykker. Pil løgene, og skær dem i kvarte. Pil hvidløgsfeddene, og skær dem i mindre stykker.
Husk at sætte ca. 2 dl af ærterne til side sammen med solsikkekernerne – de tilsættes til sidst for at give dellerne lidt bid.
Kør resten af ingredienserne (ærter, kartofler, løg, hvidløg, æg, paprika, estragon, salt, havregryn, hvedemel og sriracha) i en foodprocessor til en ensartet, lidt grov masse.
Tilsæt de sidste ærter og solsikkekernerne, og kør kort, så dellerne får noget struktur.
Fyld farsen i en sprøjtepose – så er den nem at forme til deller direkte på panden. Lad den hvile i ca. 10 minutter, mens du laver fetadippen og forbereder tilbehøret. Hviletiden giver farsen tid til at sætte sig, så dellerne holder formen bedre, når de bliver stegt.
Varm olivenolie op på en stor pande ved medium-høj varme (jeg bruger trin 7-8 af 9). Sprøjt ærtedeller ud på panden i den ønskede størrelse – hold lidt afstand mellem dem. Steg dem ca. 4 minutter på første side, til de er gyldne og slipper panden af sig selv, og vend dem derefter forsigtigt. Steg yderligere ca. 4 minutter på den anden side.
Fetadippen:
Læg græsk yoghurt, feta, hvidløg og frisk mynte i en lille blender eller minihakker. Kør til dippen er jævn og cremet. Smag til med friskkværnet peber – og evt. lidt salt, men feta er salt i sig selv, så smag først.
Servér ærtedeller og fetadip med det tilbehør, du foretrækker.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!
Ærtefrikadeller med tekstur – og et trick
Det smarte ved de her ærtedeller er, at farsen har en god kombination af teksturer. Du blender størstedelen af ingredienserne til en ensartet masse, men tilsætter hele ærter og solsikkekerner til sidst – det giver bid og lidt knas. Kartoflerne binder farsen sammen, og estragon og paprika løfter smagen et sted hen, der er lidt overraskende og rigtig lækkert.
Er du ikke til paprika og estragon, så prøv med friske urter i stedet.
Sprøjteposen er et ret smart lille trick, jeg opfandt, da jeg ikke kunne enes med den bløde fars. I stedet for at stå og rode med klistret fars og to skeer sprøjter du bare dellerne direkte ud på panden. Klip hullet så stort, at de hele ærter nemt kan slippe ud – men klip hellere for småt end for stort. Du kan altid klippe det større, hvis du synes.
Tips til forberedelse
Hvis du gerne vil have lidt af arbejdet gjort på forhånd, kan du sagtens lave farsen dagen før, Bare læg den i køleskabet natten over – direkte i sprøjteposen.
Så hvis du fx har gæster eller bare vil have en helt stressfri aftensmadsplan, så lav farsen aftenen før, og steg dellerne på dagen, så de er sprøde, når de kommer på bordet.
Opbevaring og frysning
Ærtedellerne er oplagte til mealprep eller til at lave en stor portion og gemme resten:
Køleskab: Færdigstegte deller holder sig fint i 3-4 dage i en lufttæt beholder. De er gode kolde – fx i en wrap, i et pitabrød eller bare på rugbrød til frokost næste dag.
Frysning: Læg de stegte deller på en bageplade med lidt afstand, frys dem, og pak dem derefter i en frysepose. Så klumper de ikke sammen, og du kan tage præcis det antal ud, du skal bruge. Genopvarm fra frossen i ovnen ved 180° varmluft i ca. 10-12 minutter.
Det er den slags ret, der belønner dig for at lave lidt ekstra.
Tilbehør til ærtefrikadeller
Fetadippen med mynte er oplagt – den friske, syrlige smag balancerer de sprøde deller rigtig fint. Men der er masser af andre muligheder for tilbehør:
Ovnkartofler – klassisk og solidt. Hvis du har købt et kg kartofler, kan du bruge 200 g i dellerne og resten i ovnen. Du finder en opskrift her.
Grøn salat – en enkel blanding af spidskål, rucola, radiser og evt. asparges, hvis sæsonen er til det. Du kan også bare tage en simpel grøn salat.
Pitabrød – varm dem kort fx på en brødrister, og lav et lille måltid med deller, dip, syltede rødløg og lidt spidskål indeni.
Wraps – samme princip, bare rullet sammen. Perfekt til madpakker og hurtig aftensmad.
Syltede grøntsager – hurtigsyltede rødløg eller agurker giver et dejligt syrligt modspil.
Her har jeg brugt dem i hhv. pitabrød og wraps:
Variationer af ærtedellerne
Du kan nemt sætte dit eget præg på farsen – efter din smag:
Byt estragonen ud med spidskommen og koriander, og du har en mere mellemøstlig retning – tænk falafelagtig.
Eller skift til andre friske krydderurter.
Tilsæt lidt revet parmesan til farsen for ekstra umami.
Brug edamamebønner i stedet for en del af ærterne (giver ekstra protein – grønne ærter indeholder 5-6 g protein/100 g. Mukimame indeholder ca. 10,5 g protein/100 g).
Tilsæt et par soltørrede tomater i foodprocessoren for lidt dybde.
Spring sriracha over, hvis du laver dem til børn – eller skru op, hvis du er til mere spice.
Farsen er fleksibel, så brug den som udgangspunkt og tilpas til det, du har i køleskabet.
Servér ærtedellerne til …
De her ærtedeller fungerer i mange sammenhænge. Som hverdagsaftensmad med salat og ovnkartofler. Som del af en buffet eller tapas-aften. I et pitabrød til en hurtig frokost. Eller kolde i madpakken, rugbrød til og lidt dip ved siden af.
Hej Marianne, du kan også bruge en minihakker eller en stavblender. Eller en blender, der nok bare er lidt bøvlet, fordi du kommer til at skrabe ned et par ekstra gange. Jeg håber, du har en af dem i dit køkken 😊
Kh Bodil
Og når jeg ikke har en foodprocessor??
Hej Marianne, du kan også bruge en minihakker eller en stavblender. Eller en blender, der nok bare er lidt bøvlet, fordi du kommer til at skrabe ned et par ekstra gange. Jeg håber, du har en af dem i dit køkken 😊
Kh Bodil