Rabarbertrifli med crumble – skøn dessert med rabarber

Rabarbertrifli med crumble er en nem dessert med rabarber. Rabarberkompot, mascarpone creme og crumble - så er lykken gjort.

Elsker du rabarber? Og kan du også lide desserter, der både er nemme at lave og kan forberedes på forhånd? Så er rabarbertrifli med crumble et hit. Det er den lækreste dessert med rabarber, der kombinerer syrlig rabarberkompot, blød vaniljecreme med mascarpone og sprød crumble med marcipan.

Rabarber – sæsonens stjerne

Oprindelig lavede jeg den til en sankthans aften, hvor vejret var alt for godt til at stå i køkkenet – så desserten skulle være nem! Og faktisk var det min mellemste datter, der mindede mig om, at sankthans “jo er sidste chance, hvis man vil have rabarber.” Jeg studsede lidt, for jeg har før set rabarber længe efter midsommer – og ganske rigtigt: Du kan ofte få friske rabarber helt ind i eftersommeren. Og hvis du er lidt som mig, skynder du dig også at hakke et bundt rabarber til fryseren – just in case.

Uden for sæsonen? Der kan du heldigvis finde frosne rabarber i frysedisken. Så du behøver ikke vente et helt år, hvis trangen til rabarbertrifli med crumble skulle melde sig midt i november. Jeg har set dem både i Coop’s butikker og i den serie, der hedder Grøn Balance, som jeg fandt hos Min Købmand, Spar og Meny.

Rabarbertrifli med crumble og mascarpone

Rabarbertrifli med crumble

Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Køletid 15 minutter
Samlet 45 minutter
5 fra 1 stemme
Elsker du rabarber, og må det gerne være nemt at lave? Så er rabarbertrifli noget for dig. Du kan forberede det hele i forvejen.
Antal: 4 personer

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Du skal bruge:

Til crumblen skal du bruge:

  • 15 g mandler
  • 25 g marcipan
  • 1 spsk sukker
  • 40 g havregryn (fine eller grove)
  • 10 g smør

Til rabarberkompotten skal du bruge:

  • 250 g rabarber (helst jordbærrabarber eller vinrabarber)
  • 3 spsk sukker
  • 2 spsk vand
  • vaniljesukker (efter smag)

Til vaniljecremen skal du bruge:

  • 1,5 dl piskefløde
  • 100 g mascarpone
  • 1 spsk flormelis
  • vaniljepulver (eller vaniljesukker efter smag)

En større portion crumble (bare en mulighed):

  • 75 g mandler
  • 125 g marcipan
  • 5 spsk sukker
  • 200 g havregryn (fine eller grove)
  • 50 g smør

Sådan gør du: 

  • Til crumble (lav evt. en større portion – så har du til morgenmadsknas og koldskål også): Hak mandlerne, og riv marcipanen groft. Bland med sukker og havregryn. Smelt smørret, og bland det i. Fordel det på en bageplade, og rist det ved 150 grader i ca. 15-20 minutter. Vend rundt en gang eller to undervejs. Lad det køle af på bagepapiret på køkkenbordet. Imens:
  • Rabarberne: Rens og trim rabarberne, og snit dem i små stykker på 1-2 cm. Kog dem blidt med sukker og vand, til de er næsten møre. Smag til med vanilje, og køl kompotten af.
  • Vaniljecremen: Pisk fløden til skum, ikke for stift. Pisk flormelis og vanilje i mascarponen. Tilsæt så flødeskummet lidt af gangen – pas på, du ikke pisker for meget. Evt. bare rør ved håndkraft.
  • Opbevar kompot og creme på køl, til du vil samle desserten: Start med kompot i bunden, så lidt vaniljecreme og crunch – og gentag, hvis du har et slankt glas som mit. Du kan evt. bruge en sprøjtepose til vaniljecremen, så er den nemmere at styre.
  • Server!
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
5 fra 1 stemme
Pin Del Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Hvorfor trifli er min yndlingsdessert med rabarber?

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er ikke den store dessertmager. Ikke fordi jeg ikke har en sød tand – det har jeg (et helt tandsæt, ville min far have sagt), men når jeg laver dessert, skal det helst være nemt. Derfor er trifli en vinder herhjemme. Det tager ca. 10 minutter at lave rabarberkompotten, 10 minutter til vaniljecremen og en halv time til crumblen – og det hele kan laves på samme tid. Og vigtigst af alt: Det kan forberedes i god tid, så du kun skal samle desserten lige inden servering.

Det betyder også, at du kan servere rabarbertrifli med crumble, selvom du har gæster og tusind andre ting at jonglere med. En bonus i min bog.

Rabarbertrifli med marcipancrunch og mascarpone

Crumble med marcipan – prikken over i’et

Normalt laves trifli med makroner, men her har jeg givet den et twist med en hjemmelavet crumble. Og ikke hvilken som helst crumble – nej, vi taler om sprød, knasende crumble med mandler og marcipan. Det giver både tekstur og en skøn sødme, der spiller perfekt sammen med den syrlige rabarber. Jeg kan kun sige én ting: Lav en dobbelt portion! Den smager nemlig også fantastisk på yoghurt, koldskål eller oven på frugtgrød.

Variationer og tips

Du kan sagtens lege lidt med opskriften. Prøv fx at tilsætte lidt kardemomme eller kanel til crumblen for en krydret variant. Eller brug skyr i stedet for mascarpone, hvis du vil have en lidt lettere creme. Og har du ikke rabarber? Brug jordbær, stikkelsbær eller blommer i stedet. Rabarbertrifli med crumble er nemlig lige så meget en metode som en opskrift. Hvis du bruger søde frugter uden så meget syre, fx jordbær, så husk at tilsætte noget citron (og evt. citronskal).

Andre desserter med rabarber

Har du lyst til andre desserter med rabarber, kan du også tjekke:

Rabarbertærte med marcipan
Den smukkeste og skønneste sommerdessert med rabarber. Nyd den med lidt koldt flødeskum eller vaniljeis.
Gå til opskrift
Rabarbertærte med marcipan
Rabarbercrumble – den bedste!
Denne krydrede rabarbercrumble er en helt vidunderlig sommerklassiker – med ingefær, appelsin og sprød crumble.
Gå til opskrift
Rabarbercrumble verdens bedste med ingefær og appelsin
Rabarbertrifli – nem dessert med rabarber

Rabarbertrifli smager af barndom

I dag har jeg ikke rigtig have selv, og når det kommer til rabarber, synes jeg, det er ret ærgerligt. For de er virkelig nemme at få til at gro. Og det er helt særligt at gå ud og høste sine egne.

Men jeg synes stadig, det er noget helt særligt at lave dessert med rabarber, fordi rabarber smager af barndom og solskin. Mine forældre havde altid rabarber, og vi elskede at lave desserter om sommeren. Så vi fik mange desserter med rabarber.

Den der særlige balance mellem syrligt og sødt gør rabarber perfekte i desserter, og de er faktisk meget nemme at arbejde med. Når man koger dem til kompot, passer de næsten sig selv – og de smager fantastisk både varme og kolde. Det gør rabarbertrifli med crumble til en fleksibel dessert: Du kan servere den lun med cremen kold, eller lade hele herligheden stå klar i køleskabet, hvis du skal bruge den senere. Begge dele fungerer lige godt!

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

2 Kommentarer

5 from 1 vote

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: