Nordisk mad

Nordisk mad tager udgangspunkt i gode råvarer fra Danmark og Norden og vores årstider. Det nordiske køkken spænder fra grønne retter, salater og bagværk, lidt fisk og kød, så du kan finde mad til både travle hverdage, weekender og særlige anledninger.

En sprød hasselback butternut squash, en lun kartoffelsalat eller en fyldig suppe viser, hvordan nordisk mad kan skifte karakter med årstiden uden at miste sin jordnære stil. Jeg tænker på det nordiske køkken som mad med råvarer, der gerne må smage af noget i sig selv, og retter hvor grøntsager, bælgfrugter, fisk og somme tider også kødet får lov at spille hovedrollen på forskellige måder.

Min fortolkning af det nordiske køkken

Jeg holder af nordisk inspireret mad, fordi den kan være både enkel og varieret. Der er plads til de klassiske smage fra kartofler, kål, svampe og rødbeder, men også til nyere retter med hytteost, feta, miso, kokosmælk og pesto. Det giver masser af muligheder, når du vil lave en nem aftensmad, sætte noget grønt på bordet eller finde en ret, der føles lidt mere særlig i weekenden.

På mørke dage vælger jeg ofte noget varmt og mættende, hvor suppen, tærten eller ovnretten får lov at være centrum. Champignonsuppen  er en af de retter, der passer godt til netop det. Når jeg planlægger et måltid, prøver jeg at tænke i kontraster. En blød eller cremet ret bliver ekstra god sammen med noget sprødt, og en varm ret kan få fint modspil af en frisk salat.

Fra grøn hverdagsmad til mad til mange

Det nordiske køkken er ikke kun traditionel mad, men også grønne og moderne hverdagsretter. Linsebolognese (eller om du vil: Linsemillionbøf) viser, hvordan en velkendt ret kan få en vegetarisk drejning, og Pasta med grønkål er et godt bud, når du vil lade grøntsagerne fylde mere på tallerkenen. Når du har gæster, synes jeg, at især ovnbagte retter er praktiske, fordi der bliver bedre tid til resten af måltidet, mens maden passer sig selv.

Fisk har også en naturlig plads i mine nordiske opskrifter. Laksemousse med røget laks og ristet rugbrød kan gøre en frokost eller forret lidt mere festlig, mens laks, rødspætte og mørksej giver variation til aftensmaden. Uanset om du leder efter en hurtig ret, en sæsonpræget middag eller mad til et større bord, finder du her opskrifter med nordisk inspiration og masser af hverdagsvenlighed.