Følg med her:
Flapjack – glutenfri müslibar med tranebær
En flapjack er endnu en af mine favoritsnacks – eller skal vi sige det som det er: En kage, der forklæder sig som en lidt sundere snack. Men sandt er det i hvert fald, at flapjacks er lynhurtige at røre sammen, og du kan glæde dig til en god, sej og sød mellemting mellem en cookie og en müslibar.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 75 g flydende honning (eller lys sirup)
- 100 g farin
- 125 g smør
- 200 g grove havregryn
- 50 g mandler
- 25 g nødder
- 100 g soltørrede tranebær
- 35 g græskarkerner
- 35 g sesamfrø
- 35 g solsikkekerner
Sådan gør du:
- Forvarm ovnen til 150 grader varmluft.
- Beklæd metalformen med bagepapir.
- Smelt smørret med farin og honning.
- Hak mandler og nødder groft. Bland dem med alle de øvrige ingredienser. Bred det uden formen, og tryk det godt sammen. Glat overfladen, fx med en stor ske.
- Bag dem i ca. 25 minutter, til dine flapjacks er gyldne. Lad dem køle af 3-5 minutter, og skær dem ud. Lad dem køle helt af, før du tager dem op af formen – ellers går de nemt i stykker.
Gumlesikker og glutenfri snack
Flapjacken giver dig et godt skud energi i en fart, og samtidig får du masser at gumle på: Havregryn, nødder, kerner i lange baner – og tørret frugt som prikken over i’et. Du kan sagtens variere indholdet, bare du holder dig nogenlunde til mængderne. Kig, hvad du har i skufferne, og lav din egen mix.
Min flapjack er glutenfri – og hvis det er vigtigt for dig, så husk at bruge glutenfri havregryn.
Den skulle også have været 100 % økologisk, men min farin er konventionel – så der er jeg ikke helt i mål. Men med kerner fra Valsemøllen, smør fra Thise, økologisk honning og havregryn fra Netto, nødder fra Colombani og tranebær fra Urtekram – så er jeg da godt på vej 🙂
Er du klar til mere havre og flere syrlige tranebær? Så prøv mine julesnitter med tranebær. Og den kan spises hele året!
Kan man fryse glutenfri müslibar
Hej Charlotte – jeg har ikke prøvet, men det er jeg sikker på, du kan. Bare sørg for, at den er helt kølet af (og stabil i faconen), inden den kommer i fryseren.
Pøj pøj med det 🙂 Kh Bodil