
Vaniljekranse med mandler er kommet alt for sent ind i mit liv. Men her er de. Julens klassiske vaniljekranse i en luksusudgave med mandler – og de er allerbedst, når de er friskbagte!
Vaniljekranse skal bages med smør – og mandler!
I min barndom bagte vi småkager med margarine, fordi min mormor og morfar havde en margarinefabrik i Ribe. Det var nærmest forbudt at sige ordet ‘smør’ i min mors barndomshjem. Men nu har jeg lært det, og selvfølgelig skal småkagerne være smørbagte til jul.
Og nu, hvor både min mormor og morfar (og mor) for længst er lagt til hvile, kan jeg godt sige det højt: Hold da op, hvor vaniljekranse smager meget bedre med smør! Og med mandler. Her kommer favoritopskriften, som min søster fandt hos sin svigermor. Anne Marie har nemlig styr på det der med vaniljekranse, smør og mandler.
Der bliver 2-3 plader vaniljekranse. Du kan også bage dobbelt portion, hvis du orker eller har god hjælp :-)
Et par tips til dine luksus vaniljekranse
Bemærk, at dejen skal hvile koldt mindst en time, gerne længere, når du har æltet den. Så er den nemmere at arbejde med og – frem for alt – når vaniljekransene kommer i ovnen som kold dej, er de bedre til at holde faconen. Hvis dejen er for varm eller bare lun, når du sætter dem i ovnen, har de mere tendens til at flyde ud.
Det allerbedste trick er altså:
- at dejen er helt køleskabskold, når du kører den gennem maskinen
- og at du evt. sætter dem i køleskabet (eller overdækket: udenfor), hvis de ikke kan komme direkte i ovnen.
Og: Du kan riste mandlerne
Nu, hvor du alligevel er i gang med en lidt tidskrævende julesmåkage, kan du gå skridtet videre med mandlerne. Når du har smuttet dem, så rist dem i ovnen (eller airfryer, om du har). Så får vaniljekransene endnu mere smag.
Jeg giver mandlerne ret lav temperatur – kun 140 grader – for at undgå, at de danner for meget af giftstoffet akrylamid. De skal nok have ca. 25 minutter, men hold øje.
Når de er kølet nogenlunde af, kan du hakke dem. De skal endelig være helt afkølede, når du ælter dem i dejen. Køl dem evt. ned ved at sætte dem udenfor, hvis du har mulighed for det.

Et par tips om den sidste rest dej …
Der bliver altid lidt dej siddende i maskinen. Derfor lige et par tips. Når der ikke vil komme flere strimler ud:
- Hæld 1/2 dl fine havregryn i, så kører den lidt igen.
- Og til allersidst: Ta’ den sidste dej ud af maskinen med fingrene, ælt den sammen med havregrynene, og form det til kugler. Sæt dem på en plade med bagepapir, og tryk dem lidt flade med en gaffel. Bag dem 10-12 minutter – de smager forrygende!
Andre julesmåkager
Med vanilje, med kanel eller måske er du frisk på at prøve min families små brosten: Honningkage-småkager med romglasur? Det er den eneste julesmåkage, jeg kan love, at jeg bager hvert eneste år.



Klart det sk v mndel i vniljkranserna!
Här får du mamma Saras recept:
1 ägg
250 g grovmalda mandlar
375 (!) g mjukt smör
100 g socker
450 g vetemjöl
100 g maizenamjöl
Frön av 1 vaniljstång
Gräddas i 250-270*
Tak Anders, du er en sveske! De må prøves næste år – med tak til Sara :-) Glædelig jul!