Muffins med smørcreme – skønne honningkagemuffins

Gammeldags honningkage bagt som muffins med varm kryddersmag og silkeblød smørcreme. Nemme at bage og skønne til eftermiddagskaffen.

Opskrift på krydrede muffins med smørcreme

Honningkage er en klassisk søndagskage fra min barndom. Nu har jeg bare udviklet lidt på den.

For faktisk bagte min mor honningkage som en hel kage i en bradepande. Jeg bager honningkagen som muffins, fordi jeg (eller skal jeg sige vi) sjældent spiser hele portionen på en gang, og honningkage muffins er meget velegnede til at fryse ned.

Honningkagemuffins er ikke bare til jul …

Jeg ved godt, at de fleste forbinder honningkager med jul – kanel, ingefær og nelliker dufter også af jul. Men jeg bager dem gladeligt hele året. Så dukker de op som en god overraskelse ind imellem, når jeg helt har glemt, de ligger i fryseren. Og så spiser jeg dem gladeligt uden smørcremen, bare til en kop te eller kaffe.

Muffins med smørcreme - honningkagemuffins

Honningkagemuffins med appelsinsmørcreme

Forb. tid 45 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Køletid 1 time
Samlet 2 timer
Giv de første stjerner!
Gammeldags honningkage bagt som muffins med varm kryddersmag og silkeblød smørcreme. Nemme at bage og skønne til eftermiddagskaffen.
Antal: 12 stk.

Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.

Køkkenudstyr du skal bruge:

Du skal bruge:

Til kagerne skal du bruge:

  • smør (til formene)
  • 150 g honning (eller sirup)
  • 100 g farin
  • 50 g smør
  • ½ dl orangemarmelade
  • 1 dl yoghurt naturel (eller tilsvarende surmælksprodukt)
  • ½ dl mælk
  • 1 æg
  • 225 g mel
  • 1 tsk natron
  • ½ tsk stødt nelliker
  • 1 tsk stødt kanel
  • 1 tsk stødt ingefær

Til smørcremen skal du bruge:

  • 150 g smør (stuetemperatur)
  • 150 g flormelis
  • 75 g flødeost naturel (ikke light)
  • 1 appelsin (øko – revet skal)

Sådan gør du: 

Sådan bager du muffins:

  • Tænd ovnen på 150 grader varmluft, og smør 12 muffinforme.
  • Smelt honning, farin, smør og marmelade i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen, og pisk yoghurt, mælk og æg i.
  • Sigt mel og krydderier i, start med halvdelen. Pisk i hånden, til melklumperne er væk, og pisk resten i.
  • Fordel dejen i formene, og sæt dem i ovnen. Bag dem 15-18 minutter. Test, at kagerne er gennembagte, fx med en strikkepind, en tandstik eller en gaffel.
  • Lad dem køle af på en bagerist i 5 minutter, før du vender dem ud og lader dem køle helt af.

Sådan laver du smørcremen:

  • Riv skal af appelsin fint. Pisk ingredienserne sammen, til cremen bliver hvid og luftig (håndmixer eller maskine). Fyld den i sprøjtepose, og læg den i køleskabet ca. 15 minutter.

Sådan gør du kagerne færdige:

  • Brug udstikkeren til at laver fordybninger i midt i hver muffin.
  • Sprøjt først smørcreme ned i hullerne. Start så fra yderkanten af den cirkel, du vil lave på din muffin, og arbejd indad – slut med en lille top i midten. Gentag med alle 12. Riv evt. lidt appelsinskal på toppen.
Kunne du lide opskriften?Giv 1-5 stjerner ved at klikke på dem, eller efterlad en kommentar.
Giv de første stjerner!
Del opskrift Print
Fik du prøvet opskriften?Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar her, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Vælg mellem to udgaver – med og uden smørcreme

For det meste spiser jeg bare honningkagemuffins, som de er – ikke noget som helst hurlumhej ved dem.

Men hvis du synes, dine honningkagemuffins skal være lidt mere festlige, kan du give dem en smørcreme, som jeg har gjort på billederne. Det er en superenkel creme at lave: Bare smør, flødeost, flormelis og lidt revet appelsinskal.

Hvis du ikke er dus med en sprøjtepose, kan du flække dine muffins i stedet og smøre cremen ind som et lag. Og overtrække med chokolade.

Julemuffins med smørcreme – og kage til dessert

Honningkagemuffins er oplagte til et julebord eller adventshygge. Men som du kan høre på mig, bager jeg dem lige så gerne resten af året, bare til en lille dessert, en kagetallerken til gæster eller til en kop kaffe.

De er portionsanrettede, nemme at servere og ser fine ud. Det gør dem også velegnede, hvis du skal have dem med et sted – en julefrokost, en klassefest, måske en fødselsdag i december. 

Smørcremen er prikken over det berømte i

Smørcremen her er lavet med flødeost, flormelis, smør og revet appelsinskal. Det giver en creme der er lidt lettere og mere syrlig end en klassisk amerikansk smørcreme – og som passer rigtig godt til den krydrede honningkage.

Et par ting der er værd at huske:

  • Smørret skal være blødt – rigtig blødt, stuetemperatur. Ellers bliver cremen klumpet og svær at sprøjte.
  • Brug ikke light-flødeost. Den har for højt vandindhold, og cremen bliver løs.
  • Pisk længe nok. Cremen skal være helt hvid og luftig, før den kommer i sprøjteposen – det tager typisk 3-5 minutter med en håndmixer.
  • Køl den ned i sprøjteposen 15 minutter, inden du begynder at dekorere. Så holder den sin facon.

Tips til at sprøjte smørcreme på muffins

Brug en udstikker til at lave en lille fordybning i toppen af hver muffin. Fyld først smørcreme ned i hullet – det giver en ekstra bid af creme inde i kagen. Start derefter fra yderkanten og arbejd indad i en spiral, så du slutter med en lille top i midten.

Har du ikke en sprøjtepose, kan du bruge en frysepose med et hjørne klippet af. Det bliver ikke helt lige så pænt, men det virker stadig fint.

Orangemarmelade og honning i dejen

I min familie har vi altid brugt vores hjemmelavede orangemarmelade i honningkage. Det giver en citrusundertone allerede i kagen, som spiller sammen med appelsinskallen i smørcremen.

Har du ikke orangemarmelade, kan du erstatte den med almindelig marmelade – fx abrikos – eller med lidt ekstra honning og revet appelsinskal. Du kan også bruge sirup i stedet for honning, hvis det er det, du har.

Honningkagemuffins med appelsinsmørcreme

Variationer og idéer

  • Chokolade: Drys lidt fintrevet mørk chokolade over smørcremen, mens den stadig er blød.
  • Uden appelsin: Drop appelsinskallen i smørcremen og brug i stedet vanilje – en halv vaniljestang eller god vaniljepasta.
  • Glasur i stedet for smørcreme: Vil du holde det mere simpelt, kan du lave en glasur af flormelis, fintrevet appelsinskal og friskpresset appelsinsaft i stedet. Hurtigere og også lækkert (jeg er stor fan af appelsinglasur, faktisk). 

Opbevaring og forberedelse

Du kan bage muffinsene dagen før og opbevare dem tildækket ved stuetemperatur. Smørcremen kan også laves en dag i forvejen og opbevares i køleskabet – tag den ud i god tid, så den er blød nok til at sprøjte.

Færdigdekorerede muffins holder sig bedst i køleskabet, men tag dem ud 20-30 minutter før servering, så smørcremen bliver blød og cremet igen.

Muffinsene kan også fryses – uden smørcreme. Optø dem ved stuetemperatur og dekorér dem, når de er klar.

Bodil

Bodil

Hej! Jeg hedder Bodil, og det er mig, der er mutti. Her får du opskrifter, der gør dit køkken lidt grønnere, lidt nemmere - og du får smæk på smagen.

Læg en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Din bedømmelse: