Følg med her:
Palmekål salat med æbler, feta og dadler
Palmekål salat er en lækker, lidt blødere variant af grønkålssalat. Her får du den med æbler, feta og dadler – en himmelsk kombi.
Hvad er palmekål?
Palmekål er grønkålens lidt blidere fætter. Navnet har den på grund af udseendet – når du ser en mark eller have med palmekål, ligner det en miniature plantage med palmer. De lange smalle blade vokser opad fra stilken og ligner toppen af en palme.
Bladene er ikke krusede, så palmekålen er super velegnet til salat – også for dem, der synes, der er lige lovlig meget bid i grønkål. Når du oven i købet masserer bladene med lidt olie, bliver salaten superlækker.
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 1 dl quinoa (rå)
- salt (til quinoa)
- 200 g renset palmekål
- 1 tsk olie
- 2 syrlige æbler (fx Elstar)
- 100 g fetaost/salatost
- 8 friske dadler (dem i papæske)
- 50 g ristede hasselnødder
Dressing:
- 1 spsk god eddike (fx 2 tsk æblecidereddike + 1 tsk balsamico)
- 3 spsk olie (fx 1,5 spsk olivenolie + 1,5 spsk rapsolie)
- ¼ tsk dijonsennep
- salt og peber
Sådan gør du:
- Hvis du ikke har kogt quinoa på lager: Kog 1 dl quinoa (farve efter eget valg) med 1,5 dl vand og lidt salt i ca. 13 minutter. Bred ud på en tallerken til afkøling.
- Riv kålen af ribberne, skyl den grundigt, og dup den tør i et rent viskestykke – eller brug en salatslynge. Snit den så fint, du synes. Kom den op i en skål, og masser den med lidt olie, så den bliver blød.
- Skær æblerne i kvarte, fjern kernehusene, og snit resten op i fine både. Bland dem i kålen – gem lidt til pynt.
- Smuldr fetaosten op i skålen også.
- Fjern sten fra dadlerne, og del dadlerne i 4-5 stykker hver. Fordel dem i skålen.
- Ryst dressingen sammen, og vend salaten sammen med den afkølede quinoa. Anret i en skål eller et fad, pynt med de sidste æbler, og drys nødderne over. Servér.
Muttis tips
Palmekål – salat til efterår og vinter
Salaten med palmekål er som skabt til den kølige sæson. Først og fremmest skal palmekålen helst først høstes, når den har fået frost. Frosten gør noget godt for smagen, så du får en mild kål, der nærmest dufter lidt af nødder.
Dernæst passer palmekål bare virkelig godt sammen med æbler og nødder, der jo også hører efterår og vinter til.
Til palmekålsalaten skal du bruge:
- Palmekål. Skyl den godt, og slyng eller dup den tør (eller næsten tør)
- Æbler. Jeg anbefaler nogle gode sprøde, danske efterårsæbler – fx Elstar, Ingrid Marie eller Cox Orange (nu om stunder nok nemmere at få Holsteiner Cox).
- Kogt quinoa. Det er med til at give salaten fylde på den bløde måde. Du kan bruge både hvid quinoa og andre farver.
- Feta (eller salatost). Vælg den, du foretrækker. Jeg bruger en feta i blok, som jeg smuldrer for igen at understøtte den bløde salat-fornemmelse.
- Dadler. Jeg skriver friske dadler i opskriften, men du kan også bruge tørrede dadler – gør, som du synes. Dadlerne kan erstattes af tørrede tranebær eller udelades.
- Ristede nødder. Her foretrækker jeg afgjort hasselnødder, der spiller godt sammen med palmekålen. Og jeg anbefaler, at du rister dem i ovnen en dag, hvor du alligevel har ovnen tændt.
- Olie-eddikedressing. Selv bruger jeg min faste olie-eddikedressing, men hvis du ikke har mod på en stor portion, kan du blande en lille portion, som jeg angiver i opskriften.