Scan for at gå til opskrift
Palmekålsalat med æbler, feta og dadler
- 1 dl quinoa (rå)
- salt (til quinoa)
- 200 g renset palmekål
- 1 tsk olie
- 2 syrlige æbler (fx Elstar)
- 100 g fetaost/salatost
- 8 friske dadler (dem i papæske)
- 50 g ristede hasselnødder
Dressing:
- 1 spsk god eddike (fx 2 tsk æblecidereddike + 1 tsk balsamico)
- 3 spsk olie (fx 1,5 spsk olivenolie + 1,5 spsk rapsolie)
- ¼ tsk dijonsennep
- salt og friskkværnet peber
Stor portion dressing
Hvis du ofte laver salat, vil jeg varmt anbefale, at du laver en stor portion af den gode olie-eddikedressing. Så har du hurtig og rigtig god dressing til mange dage.
Kogning af quinoa
Kog gerne en hel pose quinoa ad gangen, når du alligevel er i gang. Så er der til andre salater eller tilbehør til din aftensmad. Du kan opbevare kogt quinoa i fryseren ved -18 grader i op til et år. Den kan dog udtørre lidt over tid, så det er altid en god idé at huske at bruge den 😊
Jeg koger 1 dl quinoa i 1,5 dl vand i ca. 13 minutter. Det kan du gange op alt efter, hvor meget quinoa du har.
Hvis du ikke har kogt quinoa på lager: Kog 1 dl quinoa (farve efter eget valg) med 1,5 dl vand og lidt salt i ca. 13 minutter. Bred ud på en tallerken til afkøling.
Riv kålen af ribberne, skyl den grundigt, og dup den tør i et rent viskestykke – eller brug en salatslynge. Snit den så fint, du synes. Kom den op i en skål, og masser den med lidt olie, så den bliver blød.
Skær æblerne i kvarte, fjern kernehusene, og snit resten op i fine både. Bland dem i kålen – gem lidt til pynt.
Smuldr fetaosten op i skålen også.
Fjern sten fra dadlerne, og del dadlerne i 4-5 stykker hver. Fordel dem i skålen.
Ryst dressingen sammen, og vend salaten sammen med den afkølede quinoa. Anret i en skål eller et fad, pynt med de sidste æbler, og drys nødderne over. Servér.