
Luksus kanelsnegle er en opskrift, jeg fik ideen til fra en serie, der var på DR for mange år siden – Det søde liv. Det er kanelsnegle med ekstra skud krydderi i dejen, men deres store mængder smør tog jeg ikke med mig. Så her får du en god mellemting – de smager virkelig af noget, og de er på ingen måde sunde, men snaskede, svampede, bløde, lækre …
Bag dine kanelsnegle i muffinforme eller i bradepande eller springform – eller bare på en plade. De er altid et hit, lige fra morgenmad og brunch til kaffetid og aftensnack.
Kanelsnegle er mit svage punkt …
Kanelsnegle er en af de ting, der kan hive mig ind i 7eleven, bare jeg ser skiltet. Og det er altså ikke fordi, kanelsneglene i 7eleven er noget særligt, men bare tanken om duften …! Og jo, jeg er også en af dem, der absolut skal have en kanelgiffel i Ikea … Indrømmet – jeg har en svaghed for bagværk med kanel.

Du kan fryse luksus kanelsnegle i 3-4 måneder
Hvis I ikke får spist alle sneglene den dag, de er bagt, kan du fryse dem ned. Bare vent med at give dem glasur, til de tager dem op af fryseren igen. Gærbrød med fedtstof holder sig fint 3-4 måneder ved -18 grader.
Er du lige så vild med kanel som mig, så prøv også:
- Kanellagkage med chokoladetop
- Bananmuffins uden sukker – men med kanel
- Nem blommekage med kanel
- Gulerodskage med citron og banan