Kager med bær og frugt

For mig bliver en kage kun bedre, når det søde møder det syrlige, og det gælder alt fra tærter til skærekager, crumble, muffins og andre lækre, søde sager.

Når de friske bær er i sæson, er det noget af det bedste, jeg kan servere – til kaffen, til dessert eller måske til kontorkollegerne. Og når det bliver sæson for æbler, abrikoser og blommer, starter min sæson for æblekager, abrikostærter og blommekager.

Skal du fejre fødselsdag i sommerhalvåret, er det også oplagt at vælge en kage med bær eller frugt. Enten som lagkage – eller måske som crumble eller tærte.

Til jul kan du skæve til amerikanerne og lade dig inspirere af deres traditioner med tranebær. Et syrligt og virkelig smagfuldt bær, der fx passer fantastisk sammen med både marcipan, honningkager og lakrids!