Følg med her:
Grønkålssalat med appelsin og ristede valnødder
Endnu en grønkålssalat på hitlisten
Det er sjovt – bedst som jeg tror, det ikke kan blive bedre, så melder der sig en ny smagskombination, der beder om en portion mere. Grønkålssalat med appelsin, hvidløg og ristede valnødder. Mmmm. Noget, der smager af klassisk efterår med citrus og nødder.
Ja, den havde jeg måske ikke set komme, men hurra for at den gjorde. I hvert fald er denne her grønkålssalat med appelsin hermed nomineret til ny favorit på min grønkålssalat-hitliste!
Hvis du justerer, kan tiderne ændre sig.
Du skal bruge:
- 2 dl perlespelt (alternativt andre kerner)
- 50 g valnødder
- 200 g grønkål
- 1 tsk olie
- 2 appelsiner
- 8 tørrede abrikoser
Til dressingen (til flere gange) skal du bruge:
- 1 appelsin (økologisk – skallen og 1/2 dl saft)
- ½ dl æblecidereddike
- 3 fed hvidløg (valgfrit)
- 1,5 dl rapsolie
- 1 dl olivenolie
- 1,5 spsk ravigotte sauce
- ¼ tsk salt
Sådan gør du:
- Skyl perlespelt, og kog i rigeligt letsaltet vand i 12 minutter. Test: Er de al dente? Hæld så vandet fra, og lad dem køle af i en sigte.
- Imens: Rist nødderne på en tør pande.
- Skær ribberne fra grønkålen, og skyl kålen grundigt i koldt vand. Dryp den af i et rent viskestykke eller en salatslynge. Massér kålen med lidt olie, så den bliver blød. Det tager under et minut. Hak kålen.
- Pil appelsinerne, og skær dem i tern. Snit abrikoserne i tynde skiver.
- Lav dressingen: Riv skal af den ene appelsin, pres hvidløg og ryst dressingen sammen i et glas med låg.
- Bland grønkål, kerner, abrikoser og appelsin i et salatfad, og hæld dressing over. Knus valnødderne i hånden, og drys dem over. Server!
Dressingen er grønkålssalatens konge!
Det gælder nok de fleste salater og i hvert fald også grønkålssalat: Dressingen gør hele forskellen. Jeg ELSKER olie-eddike-dressing i alle varianter (og sværger på de fleste dage til denne her klassiker), og den slags kan jo varieres i det uendelige. Denne gang fik den en appelsintwist – med appelsinsaft og appelsinskal og et godt skud hvidløg.
Der er også en magisk ingrediens i. Den hedder ravigotte sauce. Under de fleste omstændigheder ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med den slags købesaucer, men ravigotte saucen den fået fast plads i skabet. For den gør virkelig noget for en dressing, især til de her grove kålsalater.
Tip til god grønkålssalat 🙂
Husk at massere din grønkål med lidt olivenolie, før du hakker den. Så bliver den meget mere medgørlig. Se hele tricket beskrevet her.
Tip til nemmere håndtering af grønkål
Jeg har et lille køkken, og derfor har jeg aldrig investeret i en salatslynge. Den fylder! Men nu er jeg blevet så træt af pladdervåde viskestykker, at jeg har overgivet mig og rykket rundt i køkkenet. Velkommen, salatslynge. Du er genial, ikke mindst til grønkål. Er bange for, du bliver en ny slyngveninde. Sammen med min Magimix, der tryller en pose grønkål om til salat på et øjeblik 🙂 (Og desværre får jeg ikke penge for at sige det).
Trick til hurtig frokostsalat i morgen
- Skyl og hak en hel pose grønkål. Gem i en boks med låg i køleskabet.
- Kog en hel pose kerner. Gem i en boks med låg i køleskabet.
- Lav den store portion dressing – gem i en flaske i køleskabet.
- Rist en hel plade valnødder. Gem resten i et glas med låg.
- Skær ekstra abrikoser i skiver, og gem dem i en boks eller et glas.
- Så skal du bare skrælle og skære appelsinen. Blande salaten på et øjeblik. Haps.
Kom tilfældigt ind på din madblog og det er ret pudsigt. Jeg hedder Bodil og er årgang 1949, ikke mange hedder Bodil med mindre de er fra fyrrene. Jeg bliver kaldt Mutti af mine børn og børnebørn, og jeg elsker at lave mad, men kan ikke spise så meget mere pga. alder. Jeg er ved at forberede en Mortens Aften for gæster og har valgt at købe dåser med Confit de Canard og lave to slags salater til, den med rødkål og æbler og en grønkålssalat (dine opskrifter), dertil knuste kartofter og en blåbærkagemousse. Vi dyrker selv blåbær og æbler.
Mht. navnet Bodil, var jeg ikke ret vild med det som lille og ung, men har forliget mig med det. Bodil betyder bod og kamp,(er af sind ret hidsig og selvstændig) krigerdatter, ved meget om urter og salver, er god til at løbe på skøjter. Det hele passer, så nu har jeg accepteret mit navn.
Kære Bodil. Nogle gange elsker jeg at have min blog, og det er er afgjort et af de øjeblikke. Jeg er årgang 60’erne, men jeg er også ret alene med mit navn (og opkaldt efter en fra 30’erne!) Dejligt du fandt mig og tak for at efterlade sådan en hyggelig hilsen! Jeg håber, salaterne falder i god smag. Og så tænker jeg, at der nok er en god grund til, vi hedder Bodil, trods alt 😉 Kh fra din navnesøster