Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Hop til opskriften
()
Kanellagkage med chokoladetop

Kanellagkage er en genial opfindelse, der har været med til rigtig mange fødselsdage i min familie. Lagkagen med kanel er også et hit, uanset om du fejrer fødselsdag med kaffe eller kakao. (Eller en blanding – prøv det!)

Kanellagkage pyntet op til fest

‘Den med mandlerne’, sagde Eva da hun var lille, og jeg kan stadig ikke huske, om hun mente kanellagkagen, som vi pyntede med mandler – eller den sprøde, søde og syrlige med marengs (og som faktisk er med nødder). Men begge går rigtig godt til fødselsdage. Her kommer en kanellagkage pyntet med bær, for Eva har fødselsdag i bærsæsonen.

Du kan sagtens bage bundene flere dage i forvejen, og det er absolut en af fordelene ved at lave lagkage med kanel. Bundene bliver ikke tørre eller kedelige – bare opbevar dem i en tætsluttende pose, til de skal bruges.

Tak til Karolines Køkken for inspirationen.

Kanellagkage med chokoladetop

Tip om at skære din kanellagkage:

Lav lagkagen i god tid. Så skal du ikke stå med det hele, mens gæsterne venter – og hvis den er lagt sammen nogle timer forinden, bliver den  nemmere at skære ud i pæne stykker. Bare pynt med bær lige før servering. Og skær med en spids og skarp kniv.

Gem

Kanellagkage med chokoladetop

Her har jeg lavet kanellagkagen med 6 bunde – mest fordi den bliver så fin, når der kommer lidt højde på. Du kan også bruge dejen til bare 4 bunde. Så skal de være 20-22 cm i diameter. Når lagkagen er med færre bunde, er den også nemmere at skære.

Gem

Hvor glad er du for opskriften?

Giv 1-5 hjerter

Kanellagkage med chokoladetop

Desserter og kager

Rækker til: 6-8

Forberedelse: 30 minutter

Tilberedning: 20 + 20 minutter

Til 6 lagkagebunde skal du bruge:

  • 175 g smør (blødt)

  • 140 g sukker

  • 1 stort æg

  • 1 spsk kanel

  • 175 g mel

Til chokoladetoppen, fyld og pynt skal du bruge:

  • 100 g mørk chokolade

  • 1 spsk smør

  • 2 spsk kogende vand

  • Friske bær

  • 5 dl fløde

Sådan laver du kanellagkagen:

  1. Pisk smør og sukker sammen, og tilsæt de øvrige ingredienser.

  2. Find så 3 stykker bagepapir, og tegn to cirkler på hver med blyant (diameter 17-18 cm – brug fx en tallerken at tegne efter). Fordel dejen jævnt i cirklerne med en blød smørekniv, evt. en paletkniv. Bundene bliver tynde, og det tager lidt tid.

  3. Tænd ovnen på 160 grader varmluft, og bag bundene, til de er lysebrune. Det tager 15-20 minutter, alt efter hvor varm ovnen er, når du sætter bundene ind. Husk, du kan bage to plader ad gangen ved varmluft.

  4. Når bundene er bagt, træk dem ud på bordpladen på papiret. Lad dem køle af, og træk så forsigtigt bagepapiret af. Hvis en af bundene knækker, kan du bruge den i midten af lagkagen uden problemer.

  5. Den øverste bund skal pyntes med chokoladeblandingen. Hak chokoladen og smelt den i vandbad: Sæt to metalskåle inden i hinanden, hæld kogende vand i den store, og smelt chokoladen i den lille. Tilsæt smør og kogende vand, og rør godt rundt.

  6. Smør chokoladeblandingen ud på den ene bund, og lad den køle af.

  7. Læg bundene sammen med pisket fløde. Det er nemmest med en sprøjtepose eller bare en frysepose med et hul i hjørnet. Læg bunden med chokoladen øverst.

  8. Lad kagen trække i nogle timer. Så er den nemmere at skære. Pynt med friske bær, og server.

Fik du prøvet opskriften?

Så vil jeg elske at høre om det! Skriv en kommentar nedenfor, eller hvis du er på Instagram: Tag @muttionline eller #muttionline på dine billeder. Så kigger jeg med. Tak!

Tip om at smelte chokolade

Chokoladen må ikke blive over 32 grader varm. Så bliver den grå, når den størkner. 32 grader er sådan ca. håndvarm, og i praksis betyder det, at du skal smelte chokoladen langsomt. Tag chokoladen af varmekilden, fx skålen med det kogende varme vand, lidt før, al chokoladen er smeltet, og rør blidt, men konstant.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.