Læs mere

"/> Sørens brød og boller - Muttionline Instagram Facebook email ArrowDown ArrowLeft ArrowRight Back to top of page
Sørens brød og boller

Søren er min onkel. Han har alle dage været familiens bedste brødbager, og for mange år siden opfandt han et brandgodt brød med masser af kerner. Jeg var simpelthen nødt til at fravriste ham opskriften, og faktisk tror jeg, det var der, min brødbagerkarriere tog fart.

Sørens grovboller blev i hvert fald en klassiker, og den har jeg nu udviklet lidt på. Bl.a. fordi jeg opgav at finde hvedeklid, der indgik i Sørens originale opskrift. I stedet har den fået nogle kornfibre ind på andre måder :-)

Grovboller med eller uden surdej

Du kan bage brødet eller bollerne med eller uden surdej. Søren bagte det uden, men jeg bager det med. Når man nu alligevel har en surdej …

Hvis du bager med surdej, springer du fordejen over, blander  alle ingredienserne på én gang og tilsætter ca. 30 g aktiv surdej. Skær gærmængden ned til 5 g.

Opskrift på Sørens brød og boller

Brød og boller

Rækker til: ca. 30 boller

Forberedelse: 10-24 timer

Tilberedning: 10-15 minutter

Til fordejen skal du bruge:

  • 10 g gær
  • 2 dl vand
  • 2 dl mel

Til dejen skal du bruge:

  • Fordejen
  • 1 liter vand
  • 4 tsk salt
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl knækket rug eller solsikkekerner
  • 1 dl hirseflager
  • 2 dl grahamsmel
  • Manitoba hvedemel - nok til dejen har en passende konsistens, der kan formes til de boller eller det brød, du vil ha'. Ikke for stiv, så får du boller som kanonkugler.

Sådan gør du:

  1. Bland fordejen, dæk den med løst låg eller folie, og lad den hvile 8-12 timer.

  2. Bland dejen – husk fordejen! – på en røremaskine, og rør, til dejen slipper skålen. Omkring 15 minutter. Dæk den med låg eller folie, og lad den hvile en times tid.

  3. Sæt dejen i køleskabet i 8-16 timer – som det passer i din bageplan. Tag den ud et par timer før, du vil bage.

  4. Tag dejen ud, og form dejen til 4 små brød eller en stor flok boller. Sæt dem på bagepapir, og lad dem hæve mindst en time.

  5. Tænd din ovn på max varme – gerne varmluft – og sæt en plade i midten og en bradepande under.

  6. Pensl boller og brød med æg, hvis du vil have en blank overflade.

  7. Når ovnen er helt varm: Sæt bollerne ind på pladen, og hæld en dl vand i bradepanden. Bag bollerne 12-15 minutter, til de er gyldne. Bager du brød, så giv dem 10 minutter ved fuld varme, skru ned til 200 grader, og bag dem færdige i 20-30 minutter mere.

Hurtige morgenboller?

I stedet for at forme bollerne i hånden og lade dem hæve, kan du tage lynmodellen:

  • Tænd ovnen på max varme. Lad en bageplade og en bradepande stå og blive varme i ovnen imens.
  • Tag dejen ud af køleskabet.
  • Sæt dejen på bagepapir med en grydeske – som boller.
  • Når ovnen er helt varm: Træk bagepapiret med boller over på den varme plade, og sæt dem ind i ovnen. Hæld en dl vand i bradepanden. Og bag bollerne i 12-15 minutter, til de er gyldne.

Måske også noget for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.