Parmigiana – min italienske favorit revisited, nu med pesto

Parmigiana med pestoItalienerne sparer ikke på fedtet eller mozarellaen, når de laver parmigiana. Det gør jeg, ikke så meget for at spare, men fordi jeg holder rigtig meget af auberginer, basilikum og tomat, og det drukner i for meget mozarella. Jeg har allerede én opskrift på parmigiana, og den er bestemt god. Nu har jeg bare to :-) Denne her er med Maries fænomenale pesto, og det bliver den ikke ringere af!

Du tager:

2 auberginer
salt
olivenolie
1 kugle mozarella i tynde skiver
1/2 dl friskrevet parmesan

4 dl tomat passata (fx Urtekram, tit på tilbud i Netto)
2 fed hvidløg, finthakket eller revet
1 rødløg
1 gulerod, skrællet og revet
1-2 stænger bladselleri eller en stump knoldselleri
2 spsk god olivenolie
salt
friskkværnet peber

4 spsk pesto, jeg anbefaler absolut Maries opskrift

Sådan:
Auberginerne først: Skær dem i 1 cm tykke skiver, drys dem med salt på begge sider, og lad dem hvile en halv times tid. Så bliver det nemmere at få dem helt møre, og du fjerner den lidt bitre smag.

Til tomatsaucen varmer du olivenolien lidt op, tilsætter hvidløg, rødløg, gulerod og selleri og vender rundt, til det hele er mørt. Ikke for meget varme – så  hellere lidt mere tid og tålmodighed. Hæld så tomatpassataen i, varm igennem, og slut af med  salt og peber.

Skyl nu aubergineskiverne, dup dem tørre, og giv dem lidt olivenolie. Steg dem godt møre, enten på en pande eller i ovnen (her er det nemmest at styre oliemængden – du pensler bare med så meget olie, du synes). I ovnen kan du enten bage skiverne ved 180 grader 20 minutters tid eller give dem kortere tid under grillen. Pas på, de ikke bliver mørke!

Og hvis du ikke allerede har pesto i huset, så er det nu …

Når nu alle ingredienser er klar: Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Læg nu din parmigiana i lag i et fad: tomatsauce, aubergine, lidt pesto, mozarella – så mange gange, der er ingredienser til. Slut af med lidt tomatsauce og parmesan på toppen.

Vupti, ind i en varm ovn, hvor du bager, til toppen er lysebrun og sprød. 10-20 minutter. Hvis du laver dobbelt portion (fx til gæster også), så sæt temperaturen på 170 grader og giv den ca. 20 minutter. Den bliver kun bedre af at stå og trække, når den er færdig, så bare sluk ovnen, til den skal serveres.

Tags: , ,

No comments yet.

Leave a Reply