Scan for at gå til opskrift
Solbærtærte med marcipan
Forb. tid 25 minutter min
Tilb. tid 55 minutter min
Samlet 1 time t 20 minutter min
Til solbærtærtebunden skal du bruge:
- 175 g mel
- 50 g flormelis
- 100 g smør (koldt, plus lidt ekstra til formen)
- ½ æg (sammenpisket)
Til fyldet skal du bruge:
- 80 g smør (stuetemperatur)
- 60 g sukker
- 1 øko citron (fintrevet skal af den, du skal ikke bruge saften)
- 160 g marcipan
- 2 æg (delt i blommer og hvider)
- 300 g solbær (ribbede og skyllede)
Mascarponecreme med vanilje:
- 2,5 dl piskefløde
- 150 g mascarpone
- 2 spsk flormelis
- ¼ tsk vaniljepulver
- Du kan sagtens bruge frosne solbær, nemmest hvis de er løstfrosne. Så kan du bare lade dem tø lidt på køkkenbordet, mens du gør resten af tærten klar. Hvis de stadig er lidt frosne, når de skal bruges, skal du forlænge bagetiden lidt.
- Husk, din tærtebund bliver mest sprød, hvis du bager i metalform. Metalforme får man for det meste med løs bund, så det også er nemt at servere tærten uden formen.
- Du kan også bruge solbær til andre tærter - fx mine små mandeltærter med frugt efter humør og sæson.
Sådan laver du solbærtærten:
Start med tærtedejen: Smuldr smørret i mel og flormelis, og saml dejen med det sammenpiskede æg. Pak dejen i plast, og læg den på køl, mens du laver fyldet klar.
Pisk smør, sukker og fintrevet citronskal sammen. Riv marcipanen groft, og pisk den i. Tilsæt æggeblommerne i en ad gangen. Sæt til side.
Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Smør din tærteform med smør. Tag tærtedejen ud af køleskabet, rul den ud, og beklæd tærteformen med den. Prik med en gaffel, og forbag den i 12-15 minutter.
Imens: Vask og tør piskerisene grundigt, og pisk æggehviderne helt stive. Rør først den ene halvdel i marcipanmassen (pisk evt. en smule), og vend derefter resten i.
Når tærtebunden er klar: Bred marcipanmassen ud i den, og fordel solbær over. Bag tærten ca. 40 minutter, til den er gylden, og fyldet har sat sig.
Til servering: Sigt lidt flormelis over kanten umiddelbart før, du serverer. Server med mascarponecremen eller vaniljeis.
Sådan laver du mascarponecremen:
Brug en håndpisker eller anden maskine. Pisk først mascarponen igennem ganske kort. Tilsæt så flormelis og vanilje, og pisk fløden i lidt ad gangen, til cremen er blød. Pisk endelig ikke for længe – det går hurtigt.